Af Ritzau - 06/06-16 07:06

Brøndbys oprydder er sprunget ud som målscorer i NorgeBrøndbys oprydder er sprunget ud som målscorer i Norge

Den hårdtarbejdende bolderobrer Mike Jensen er med tiden blevet en kreativ kraft i Rosenborgs offensiv.

storybild

Mike Jensen (i gul overtrækstrøje) spillede i fredags sin tredje landskamp for Danmark, da han kom på banen fra anden halvleg mod Bosnien ved Kirin Cup i Japan. Det endte med en dansk nedsmeltning efter en 2-0-føring ved pausen. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Rosenborgs Mike Jensen er ikke længere den helt samme fodboldspiller som for godt tre år siden forlod Brøndby.

I dansk fodbod var han kendt for at tage de hårde dueller på den defensive midtbane, men i Norge er han sprunget ud som den, der ofte scorer målene eller laver den sidste aflevering.

Den 28-årige midtbanespiller har gjort det så godt, at han efter tre års fravær atter er tilbage på landsholdet, der i øjeblikket deltager ved Kirin Cup i Japan.

- Jeg har udviklet mig til en anden type spiller og er mere offensiv, end dengang jeg spillede i Brøndby.

- Det er blevet nemmere for mig at score og lægge op, fordi jeg har en 10'er-agtig rolle nu, så jeg er meget mere på modstandernes banehalvdel og oppe omkring feltet, hvor jeg føler, at jeg er bedst, siger Mike Jensen.

- I Brøndby spillede jeg mere positionen som 6'er eller 8'er.

- Oveni har jeg med tiden opbygget så meget selvtillid, at jeg sætter flere chancer i mål og skaber mere på den sidste tredjedel af banen. Jeg har fået mere ro og kølighed, når det kommer til det, forklarer han om sin egen udvikling.

I Rosenborg-tiden har han i gennemsnit scoret i hver fjerde kamp, mens han i snit var ti kampe om at komme på måltavlen i Brøndby.

Kontrakten i Rosenborg løber til udgangen af 2018, og det kan sagtens være, at han bliver der endnu længere.

- Det må jeg vurdere løbende. Vi har rigtig mange kvalitetsspillere i Rosenborg, så det er fint, men hvis jeg skal udvikle mig helt maksimalt, så skal jeg spille i en bedre liga og få regelmæssig spilletid, men så handler det om at finde det.

- Topkampene i Norge er gode, men der er bundkampe, hvor tempoet ikke er godt nok, siger han.

Mike Jensen fik allerede sin debut på A-landsholdet i 2010, men det er blot blevet til tre landskampe. Over årene er han blevet overhalet af mange yngre spillere, og derfor føler han sig fortsat som ny i landsholdssammenhæng.

- Der er dygtige spillere på landsholdet, og når jeg kommer her som ny, har jeg den ydmyge hat på. Jeg gør, hvad der bliver sagt og hører efter, hvad de gerne vil have mig til og prøver at finde min rolle på holdet, siger midtbanespilleren.

I fredags fik han sin seneste optræden i rødt og hvidt i den stærkt kritiserede anden halvleg mod Bosnien.

I de sidste 45 minutter, hvor Mike Jensen var på banen i stedet for Thomas Delaney, satte Danmark en 2-0-føring over styr. Senere blev opgøret tabt efter en konkurrence fra straffesparkspletten.

Efter kampen klagede flere spillere over træthed, mens landstræner Åge Hareide mente, at for mange spillere kom ud af deres positioner.

Landsholdsspillerne er til dels undskyldt med, at nordmanden er i gang med at spille et helt nyt 3-5-2-system ind på landsholdet med tre midterforsvarere, wingbacks og to angribere i boksen frem mod VM-kvalifikationen.

- Vi hang ikke så godt sammen i presset, siger Mike Jensen.

- Jeg kom til at løbe alt for meget, og jeg løb i pres i alle 45 minutter. Jeg prøvede så godt, jeg kunne. Jeg forsøgte at kæmpe os ud af, at vi havde mistet kontrollen, fortæller han.

- De første ti minutter efter pausen var lidt bedre, men så mistede vi kontrol. Jeg vil ikke sige, at det endte i kaos, men vi mistede kontrollen og kunne ikke holde fast i bolden, siger midtbanespilleren.

Hvordan mulighederne er for at klemme sig ind i varmen på Åge Hareides landshold frem mod VM-kvalifikationen, ved han ikke.

- Jeg fokuserer på at gøre, hvad jeg har gjort for at nå hertil, og så må jeg blive ved med at gøre det samme, siger Mike Jensen.

Modsat mange af landsholdskammeraterne får Rosenborg-spilleren ikke meget ferie, når Kirin Cup er overstået efter tirsdagens opgør mod Bulgarien i Osaka. Det bliver til seks og en halv dags sommerferie, før han returnerer til træningen i Norge, hvor sæsonen genoptages om fire uger.

Danmarks opgør mod Bulgarien spilles tirsdag morgen klokken ni dansk tid.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress