Af Ritzau - 13/04-16 13:34

Wada slækker på reglerne for brug af meldoniumWada slækker på reglerne for brug af meldonium

En række atleter kan måske blive reddet fra dopingstraf efter en ny udmelding om meldonium fra Wada.

storybild

Maria Sharapova er den mest berømte af de atleter, som er blevet testet positiv for brug af meldonium. (Billede: AP/Damian Dovarganes)

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har kastet en livline ud til nogle af de atleter, som er blevet testet positive for brug af meldonium, og det vækker glæde i Rusland.

Da det fortsat er ukendt, hvor længe meldonium kan blive i kroppen, har Wada onsdag meddelt, at der vil blive set gennem fingre med dopingprøver med under et mikrogram per milliliter, som er taget inden 1. marts.

Meldonium kom først på listen over forbudte stoffer ved årsskiftet.

Den nyhed vækker glæde i Rusland, som er landet med klart fleste meldonium-syndere, hvoraf tennisstjernen Maria Sharapova er det største navn.

- Det russiske sportsministerium støtter og hilser beslutningen fra Wada velkommen, fordi det viser vilje til at forstå situationen i stedet for at holde sig til en regelbog, siger Ruslands sportsminister, Vitaly Mutko, ifølge Reuters.

Mere end 40 russiske atleter er blevet taget for meldonium siden årsskiftet, men hvor mange af dem, som holder sig inden for bagatelgrænsen, vides ikke endnu.

Præsidenten for Ruslands skøjteunion, Alexei Kravtsov, har dog allerede været ude at sige, at et par af landets speedskatere bør få ophævet suspenderingerne.

Det drejer sig om den femdobbelte verdensmester Pavel Kulizhnikov og Semen Elistratov, OL-guldvinder fra 2014.

- Disse sportsmænd bør få lov til at falde ind under bagatelgrænsen med den mængde, der er fundet i deres test, siger Kravtsov uden dog at nævne værdierne fra atleternes prøver.

Russisk atletik kæmper i øjeblikket en hård kamp for at få ophævet den suspendering, som Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har givet landet i kølvandet på afsløringen af statsstøttet doping i Rusland.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress