Af Ritzau - 19/10-16 10:55

Guardiola er udfordret før Barcelona-mødeGuardiola er udfordret før Barcelona-møde

Guardiola mener endnu ikke, at Manchester City er klar til at konkurrere blandt de bedste i Champions League.

storybild

Josep Guardiola lagde ud med ti sejre for Manchester City, men har ikke vundet i de tre seneste. (Billede: Scanpix/Anthony Devlin)

Josep Guardiola kunne næppe have drømt om en bedre start, da han i sommer tiltrådte som Manchester City-manager.

City lagde ud med ti sejre, og snakken gik på, om Guardiola kunne føre City til mesterskab samt Champions League-triumf, som han gjorde med Barcelona i 2009 og 2011.

Men hverdagen har meldt sig for Guardiola i City. Ganske vist topper City Premier League i kraft af bedre målscore, men holdet er gået fra banen uden at vinde i de tre seneste kampe, inklusive 3-3-kampen mod Celtic i Champions League.

Nu står Guardiola foran den første store internationale test i Manchester-klubben.

På udebane onsdag aften venter hans tidligere klub Barcelona, der har vundet Champions League tre gange de seneste otte sæsoner.

City har også ambitioner om at vinde pokalen med de store ører, men Guardiola mener ikke, at hans hold på dette tidspunkt har niveauet til at konkurrere med de stærkeste i Champions League.

- Hvis du spørger mig, om vi er klar til at konkurrere i Europa, vil jeg sige, at vi ikke er klar, sagde Guardiola, da City havde vundet ti på stribe i begyndelsen af sæsonen.

Guardiola ved, hvor svært det er at slippe helskindet fra Camp Nou, hvor Barcelona er ubesejret i Champions League siden 2013.

Med Bayern München oplevede han i 2015 at tabe 0-3 på Camp Nou i semifinalen, som tre sæsoner i streg blev endestation i Champions League for Guardiolas Bayern.

Nu skal Guardiola i stedet forsøge at hjælpe City helt til tops på den europæiske scene. Han lader sig gerne inspirere af Barcelona, som han selv i høj grad var med til at præge.

- I de seneste 15 år har Barcelona domineret fodbolden med sin måde at spille på. Barcelona spiller som en maskine, lyder det fra Guardiola ifølge AFP.

- Vi vil spille på vores måde, og jeg ved, hvordan vi vil gribe kampen an, men vi skal være opmærksomme på, hvem vi spiller mod. Vi har brug for endnu to sejre for at gå videre, og vi vil gå efter den første nu, siger han.

Barcelona og Manchester City har med henholdsvis seks og fire point i gruppe C sat sig tungt på de to øverste pladser, der giver avancement til ottendedelsfinalerne.

Danskerklubberne Celtic og Borussia Mönchengladbach er gruppens øvrige hold.

Kampstart er klokken 20.45.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress