Af Ritzau - 11/05-16 09:53

Jyske fodboldkæmper slås om tur på første klasseJyske fodboldkæmper slås om tur på første klasse

Silkeborg og Vejle kæmper sammen med Vendsyssel om den sidste oprykningsplads til Superligaen.

storybild

Silkeborg-direktør Kent Madsen håber fortsat på oprykning til Superligaen. (Billede: Scanpix/Ernst Van Norde)

Mens Lyngby og AC Horsens kunne feste i weekenden efter at have sikret sig oprykning til Superligaen, så har tre jyske klubber meget på spil i de sidste fire runder af 1. division.

Den tredje og sidste oprykningsplads, som den nye superligastruktur ekstraordinært har givet i denne sæson, bliver et slag mellem de jyske traditionsklubber Silkeborg og Vejle samt Vendsyssel.

Silkeborg fører med fire point ned til de to forfølgere og skal onsdag aften møde Skive på hjemmebane. Vejle gæster Horsens, mens Vendsyssel skal en tur til Lyngby. Alle kampe spilles onsdag klokken 18.30.

Ud over at være en kamp om et liv på dansk fodbolds luksusklasse fra næste sæson er det også for alle tre klubber altafgørende for, hvilken økonomisk virkelighed man skal fungere under fremover.

- Hvis ikke vi rykker op, så kommer vi til at foretage ganske store tilpasninger.

Så klar er beskeden fra Silkeborg-direktør Kent Madsen omkring den økonomi, der skal drive klubben, hvis oprykningen glipper.

Det er en del millioner, der adskiller indtægterne ved at være i Superligaen og i 1. division - især på grund af tv-penge.

- Uden at kunne sige det detaljeret er det vel i niveauet ti millioner kroner bedre om året at være bundhold i Superligaen, end det er at være tophold i 1. division. Det er ganske mange penge i vores økonomi, siger Kent Madsen.

Den midtjyske klub røg ud af Superligaen sidste år, men man valgte ikke at drosle ned for den sportslige satsning i håb om en øjeblikkelig tilbagevenden.

- Det kan man gøre på en kort satsning, som vi nu gør, men ellers skal der en superligaøkonomi på indtægtssiden til, før man kan have det setup, vi har, siger Kent Madsen.

Også i Vejle har man oprustet i håbet om at kunne tage en af de tre billetter til Superligaen.

Sportschef Steen Thychosen vil ikke udtale sige om mulige spareplaner, hvis det også hedder 1. division i næste sæson. Han afventer en melding fra bestyrelsen om, hvad der skal ske, hvis oprykningen glipper.

- Vi har jo meldt ud, at vi går efter oprykning, og når det så er definitivt, om vi rykker op eller ej, så kommer planen vel, siger han.

Det kan ende med at blive et drama i sidste spillerunde, hvis forfølgerne æder sig ind på Silkeborg. Vejle lægger således vejen forbi Mascot Park i Silkeborg på sidste spilledag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress