Af Ritzau - 08/08-16 08:34

Niels Frederiksen hylder indskiftere efter OL-sejrNiels Frederiksen hylder indskiftere efter OL-sejr

Landstræneren for det danske fodboldhold ved OL så rigtigt ved at skifte Robert Skov ind mod Sydafrika.

storybild

Robert Skov scorede kampens enlige mål, da Danmark slog Sydafrika. (Billede: Reuters/Ueslei Marcelino)

Danmarks fodboldlandshold ved OL i Brasilien kom natten til mandag på tavlen med en sejr, da Sydafrika blev slået 1-0.

Midt i anden halvleg sørgede den indskiftede Silkeborg-spiller Robert Skov for sejrsmålet efter oplæg fra den bare 17-årige Jacob Bruun Larsen fra Borussia Dortmund.

- De to unge gutter, der kom ind, gjorde det helt fremragende, grænsende til det fantastiske. De kom med ny energi og nye kræfter i en situation, hvor sydafrikanerne var lidt trætte, siger landstræner Niels Frederiksen til bold.dk.

For 20-årige Robert Skov var det en stor oplevelse at score det danske OL-mål.

- Da Jacob og jeg kom ind, fik vi at vide, at vi bare skulle spille vores chance og give den gas. Det var sindssygt fedt at komme ind og gøre en forskel, siger Skov.

Med sejren fører Danmark gruppen med fire point for to kampe. Brasilien og Irak, der spillede 0-0 natten til mandag dansk tid, er begge noteret for to point inden sidste runde, hvor Danmark møder Brasilien.

De to bedste går videre til kvartfinalerne.

- Det kan være, vi skal have point mod Brasilien, og det må vi jo så tage. Men havde vi ikke vundet i dag, var det jo endnu værre, siger Niels Frederiksen.

Danmark møder Brasilien i Salvador natten til torsdag klokken 03 dansk tid.

Brasilien med superstjernen Neymar har endnu ikke formået at score i turneringen. Begge værtsnationens kampe er sluttet uden mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress