05/03-16 12:13

Chris Anker skal vise flaget i kaptajnens fraværChris Anker skal vise flaget i kaptajnens fravær

En skade til Eduardo Sepúlveda har givet Chris Anker Sørensen frie tøjler til at jagte etapesejr i Paris-Nice.

storybild

Chris Anker Sørensen er klar til at vise dannebrogstrøjen frem i Paris-Nice fra på søndag, hvor han skal jagte etapesejr. (Billede: Polfoto/Claus Bonnerup)

Fra søndag skal Chris Anker Sørensen og hans Fortuneo-Vital Concept-hold vise, at Tour de France-arrangøren, ASO, så rigtigt ved i onsdags at tildele det lille franske hold et wildcard til verdens største cykelløb i juli.

Paris-Nice er sæsonens første reelle test for nogle af de store etapeløbsryttere, som skal kigge hinanden an, men Chris Anker Sørensen agter også at spille en rolle i løbet.

- Jeg har virkelig været godt kørende, så det lover godt inden Paris-Nice, siger den danske bjergrytter til Ritzau.

- Jeg skal have vist mig frem, og der er nogle hårde etaper, hvor jeg vil prøve at køre frem. Det vil da altid være rart at vinde en etape. Jeg skal i hvert fald derudaf og få bekræftet den gode form, jeg nu har.

Mens ryttere som Alberto Contador (Tinkoff) og Richie Porte (BMC) skal slås om den samlede sejr i løbet, så kommer Chris Anker Sørensen ikke til at skele ret meget til det samlede klassement.

- Det er nok ikke realistisk at køre i top-10 i Paris-Nice, så jeg vil hellere gå efter en etapesejr, lyder ræsonnementet fra danskeren.

Oprindeligt var Chris Anker Sørensen tiltænkt en lidt mere bundet rolle i løbet, hvor han skulle hjælpe holdets klassementshåb Eduardo Sepúlveda, der har vist god form tidligt i sæsonen.

Men et møde med en barriere og et brækket håndled har sendt Sepúlveda ud de næste par måneder. Det giver frie tøjler til den danske bjergrytter.

- Det bliver noget anderledes, for nu skal vi ikke køre for ham i hvert fald. Så jeg tror, vi kører med lidt mere åbne kort, siger den tidligere Tinkoff-rytter.

- Jeg tror, at hele holdet skal ud og prøve sig af. Det er i hvert fald umiddelbart det, jeg tænker, som vil være vores taktik.

Paris-Nice indledes med en prolog på godt seks kilometer og efterfølges af tre flade etaper, som ikke er terræn for Chris Anker Sørensen.

Til gengæld er der bakker og bjerge på de fire sidste etaper, hvor det legendariske Mont Ventoux blandt andet byder sig til på 5. etape.

Her vil Chris Anker Sørensen gerne træde frem, men generelt skal han og holdkammeraterne være synlige gennem hele ugen.

- Det er et løb, som er vigtigt for ASO, og det er et af de løb, hvor vi kan vise os godt frem, så det er nok det primære mål. Vi skal i hvert fald være rigtigt aktive på etaperne og vise os godt frem, siger den danske mester.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress