13/03-16 20:52

Boysen rensede ud med Auri og blev Brøndby-matchvinderBoysen rensede ud med Auri og blev Brøndby-matchvinder

David Boysen talte ud med Auri Skarbalius tidligere på ugen og sikrede søndag Brøndbys sejr over Randers.

storybild

David Boysen scorede det enlige mål, da Brøndby slog Randers. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Brøndbys nyerhvervelse i vinterens transfervindue David Boysen var umiddelbart ikke truppens gladeste, da træner Thomas Frank i ugens løb sagde op og gav plads til Auri Skarbalius.

Boysen og Skarbalius har en fortid sammen i Viborg, hvor deres forhold var elendigt. Søndag fik Boysen det til trods en plads i startopstillingen og kvitterede ved at score sejrsmålet til 1-0 mod Randers.

Det scenarie kom faktisk ikke bag på spilleren selv.

- Jeg har troet på det. Men først og fremmest skulle jeg på banen, og det synes jeg, at min energiudladning til træning har berettiget til. Det synes Auri heldigvis også, siger Boysen.

Han fortæller, at han tidligere på ugen rensede luften med den nye træner.

- Vi havde en snak allerede på dag et. Jeg har haft to år til at komme videre, og det har han også. Men det har betydet meget for alle mulige andre, men det betyder nok mindre efter i dag.

- Jeg følte, jeg kunne vinde noget ved det her. Alle troede måske, jeg skulle på bænken, og jeg viste, at det var den rette beslutning, at jeg var på banen, siger offensivspilleren.

Han har siden opholdet i Viborg været et smut forbi Lyngby i den næstbedste række, og søndagens sejrsmål var hans første scoring i Superligaen i fem år.

- Jeg vil selvfølgelig gerne være afgørende. Det er det, jeg er kommet for. Jeg vil gerne gøre en forskel og har været tæt på at score i de seneste kampe. Det var lang tid siden, så lad os se, om der ikke kommer flere, siger Boysen.

Han mente ikke, at truppen var ramt af den megen virak i klubben i ugens løb, der tog afsæt i formand Jan Bech Andersens tilsvininger af centrale skikkelser i klubben på et fanforum, hvor han skrev under et pseudonym.

- Jeg er ny, så jeg har ikke tænkt så meget over det. Men der er ingen tvivl om, at når man kommer fra mindre kår i 1. division, så er der noget mere opmærksomhed. Jeg har ikke nydt situationen, men har alligevel nydt spotlightet.

- Jeg har ikke brugt tid på det (Jan Bechs udtalelser, red.). Det må pressen gøre. Selvfølgelig var vi overraskede, da det skete, men siden har vi haft god energi, og det viste vi også i dag. Vi rejste os, selv om vi manglede nogle spillere, siger Boysen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress