Af - 16/08-15 12:00

Lee Chong Wei får klø og må igen nøjes med sølvLee Chong Wei får klø og må igen nøjes med sølv

Chen Long understregede, at han er verdens bedste ved at genvinde VM-titlen med finalesejr over Lee Chong Wei.

storybild

Lee Chong Wei. arkivfoto (Billede: AP/Polfoto/arkivfoto)

Det skal bare ikke lykkes for den malaysiske badminton-legende Lee Chong Wei at vinde en af de helt store finaler.

OL-sølv i 2008 og 2012. Begge gange efter finalenederlag til Lin Dan.

VM-sølv i 2011 og 2013. Begge gange efter finalenederlag til Lin Dan.

VM-sølv i 2014 og 2015. Begge gange efter finalenederlag til Chen Long.

LÆS OGSÅ: Nu venter VM-finalen: Dansk damedouble tæver japanere

Med andre ord har han været i de seneste fire VM-finaler og de seneste to OL-finaler og tabt dem alle (der blev ikke spillet VM i OL-året 2012, red.).

At Lee Chong Wei efter VM sidste år i Ballerup mistede sølvmedaljen på grund af en dopingdom, lever han nok med. Sølvmedaljer har han nok af.

I år var der ellers god grund til malaysisk tro på, at 32-årige Lee Chong Wei omsider kunne hente den helt store titel, da han har spillet en fremragende turnering i Jakarta.

Men igen fik han kinesiske klø i finalen. Igen blev det ved lige ved og næsten.

LÆS OGSÅ: Vilde vinde: Utilregnelig hal venter danskerne ved badminton-VM

Verdensetteren Chen Long forsvarede sidste års VM-guld på fornem vis. Den 26-årige kineser understregede, at han er verdens absolut bedste badmintonspiller, og Lee Chong Wei kunne intet stille op.

Det på trods af, at han fik en fremragende start og bragte sig i front med 5-1 og siden 9-5 i første sæt.

Men så fik Chen Long fat, og han lukkede aldrig Lee Chong Wei ind i kampen igen. Den malaysiske veteran virkede allerede midt i første sæt modløs, selv om de to stod lige.

Spillemæssigt havde kineseren overtaget, og det kom til udtryk på tavlen, hvor Chen Long gik fra 12-12 til sikker sætsejr på 21-14, og kineseren fortsatte på samme høje niveau i andet sæt og vandt 21-17, selv om Lee Chong Wei strittede flot imod.

Hos kvinderne forsvarede Carolina Marin fra Spanien den VM-titel, hun vandt sidste år i Danmark. Spanieren vandt finalen i to sæt over indiske Saina Nehwal.

22-årige Marin vandt 21-16, 21-19. Vanen tro var der masser af knyttede næver og skrig fra Marin, når hun scorede point. Og da VM-titlen var i hus, faldt hun om på banen og brød ud i glædestårer.

Marin og Nehwal ligger nummer et og to på verdensranglisten, så det var i sig selv ikke overraskende, at de to nåede finalen. Men bemærkelsesværdigt var det, at ingen kinesere var i finalen i år. Det er kun anden gang siden 1983, det sker.

Søndagens første finale var et rent kinesisk opgør i mixeddouble, som blev vundet af Zhang Nan og Zhao Yunlei. Sidstnævnte spiller senere damedoublefinale, hvor hun sammen med makkeren Tian Qing møder danske Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress