Af Ritzau - 28/07-16 18:50

Lykkelig dansk etapevinder har længtes efter sejrenLykkelig dansk etapevinder har længtes efter sejren

Magnus Cort tog torsdag for fjerde gang en etapesejr i Postnord Danmark rundt.

storybild

Magnus Cort (Team Postnord Danmark) kunne torsdag lade sig hylde som vinder af anden etape af Postnord Danmark Rundt. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

En storsmilende Magnus Cort kunne efter 2. etape af årets Postnord Danmark Rundt lade sig kåre som vinder af etapen fra Rømø til Sønderborg.

Sejre har der nemlig ikke været meget af de seneste år for Cort, hvis seneste triumf ligger tilbage i 2014, hvor han også vandt en etape i Danmark Rundt.

- Det er en sejr, jeg har længtes efter. Jeg har håbet på, den kom i år og selvfølgelig også troet på, at det kunne lade sig gøre.

- Det betyder meget at stå øverst på sejrsskamlen. Jeg begyndte at være lidt ked af den tørke, der var hele sidste år, hvor jeg ikke fik sejre overhovedet, siger Cort

Cort sikrede sig etapesejren efter en massespurt, hvor han til sidst kæmpede sig foran Daniele Bennati (Tinkoff) og Moreno Hofland (Lotto NL-Jumbo).

Under dette års Postnord Danmark Rundt kører han for det sammensatte "landshold" Team Postnord Danmark. Til daglig slår han sine folder på World Tour-holdet Orica-Bikeexchange, som han skiftede til i 2014, efter nogle år på det noget mindre danske Cult-hold.

Det var et skifte, der har betød højere konkurrence og færre sejre, og det har kunnet mærkes, mener Cort.

- Selvfølgelig er det et helt andet niveau, end jeg har kørt på tidligere. Men jeg havde alligevel troet, det kunne lade sig gøre. Jeg vandt jo professionelle cykelløb, også inden jeg skiftede, siger han.

Etapesejren er hans fjerde i Danmark Rundt. Her har han vundet to gange i 2013 og en enkelt gang i 2014. Det bringer ham op på samme antal etapesejre som italieneren Ivan Basso, men Cort er dog langt fra Matti Breschels ni sejre.

Den rekord kunne være sjov at slå, mener den blot 23-årige rytter, der formentlig har mange år tilbage på cyklen.

- Man kan da håbe, det kan ske. Jeg har stadig et par år at løbe på, men den bliver svær at nå op til, siger han.

Skal det blive til flere etapesejre i år, skal det være sidste etape til Frederiksberg, vurderer Cort.

Min eneste anden chance er nok afslutningen på Frederiksberg. Jeg har før forsøgt mig på etapen til Vejle, men jeg tror, den er lidt for hård, siger Cort.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress