Af Ritzau - 02/05-16 09:27

AaB-topscorer om formdyk: Sporting-skifte påvirkede migAaB-topscorer om formdyk: Sporting-skifte påvirkede mig

Lukas Spalvis har i en periode måttet tage plads på AaB-bænken, men søndag var han tilbage med mål mod Brøndby

storybild

Lukas Spalvis scorede to gange, da AaB søndag slog Brøndby med 3-0. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Lukas Spalvis var søndag tilbage i AaB’s startopstilling med mål mod Brøndby efter en række kampe, hvor Alka Superligaens topscorer har siddet på bænken til fordel for unge Jannik Pohl.

Foråret har nemlig været en lang nedtur for litaueren, der i vinterpausen skrev under på en kontrakt med Sporting Lissabon gældende fra sommer.

Spalvis er blevet kritiseret for sin arbejdsindsats på træningsbanen og i kampene, og angriberen erkender da også, at skiftet til den portugisiske storklub har påvirket hans præstation i Aalborg.

- Der var mange problemer i januar. Når man skriver under med en ny klub, er det selvfølgelig lidt svært motivere sig selv, fordi man ved, man skifter til sommer, siger Lukas Spalvis.

- Det har været en hård tid. Det har selvfølgelig ikke været rart at sidde på bænken, men sådan er det i fodbold. Det går op og ned, og jeg håber, jeg kan komme op igen.

- Det er svært at sidde på bænken som topscorer. Det har selvfølgelig været frustrerende, men det eneste, jeg kunne gøre, var at arbejde hårdt på træningsbanen, siger Lukas Spalvis

Lars Søndergaard tog konsekvensen tidligt i foråret og bænkede Spalvis for de manglende mål og en sløj arbejdsindsats.

- Han har haft lidt for meget frustration. Hans tilgang er ubekymret, og når han så ikke scorer mål, kan han godt se skidt ud, siger Lars Søndergaard.

- Jeg forlanger, han arbejder hårdt. Det synes jeg også, han normalt gør, men han har i nogle sammenhænge virket frustreret. Det har givet udslag i dårlig attitude, men det har han lagt væk den seneste uges tid, siger AaB-træneren.

Også Spalvis selv føler, at formkurven og motivationen på det seneste er forbedret. Nu håber han på, der kan blive sat et godt punktum for hans tid i AaB.

- Det føles bedre, og jeg ser frem til den sidste måned. Jeg har været her i lang tid, og klubben har hjulpet mig meget. Jeg har også givet noget tilbage, og nu håber jeg, at det kan slutte godt, siger angriberen.

Lukas Spalvis er trods sit formdyk stadig klar topscorer i Alka Superligaen. Angriberen står i skrivende stund noteret for 17 mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress