Af Ritzau - 04/11-16 17:18

Olesen brænder banen af: Skal fortsat spille aggressivtOlesen brænder banen af: Skal fortsat spille aggressivt

Thorbjørn Olesen satte banerekord i Tyrkiet, men selv om han fører med seks slag, vil han angribe banen igen.

storybild

Thorbjørn Olesen er flyvende i Turkish Airlines Open i golf. (Billede: Scanpix/Francisco Leong)

Den danske golfer Thorbjørn Olesen leverede en fredag en decideret kanonrunde i European Tour-turneringen Turkish Airlines Open i Antalya.

Med et forbrug på blot 62 slag - ni under par - satte han både banerekord på Regnum Carya Golf & Spa Resort og slog konkurrenterne i den samlede stilling godt og grundigt agterud.

Men selv om Thorbjørn Olesen fører med seks slag i den samlede stilling inden de to afsluttende runder og har sat fast kurs mod sin fjerde sejr på European Tour, vil han også i weekenden angribe banen i Antalya.

- Der er stadig 36 huller tilbage, så der er meget golf at spille endnu, men jeg skal blive ved at spille aggressivt. Det er den eneste måde, jeg kan vinde på, siger Thorbjørn Olesen til europeantour.com.

- Der er mange birdie- og eaglechancer, så alt kan ske. Jeg skal blive ved at angribe og gå efter pinden og stadig være aggressiv på greens også, lyder det.

Danskeren er sammenlagt 15 slag under par. Han har et forspring seks slag ned til en duo bestående af spanieren Adrian Otaegui og thailænderen Thongchai Jaidee.

Adrian Otaegui satte tidligere banerekord i 63 slag, men den overgik Olesen efterfølgende.

Det skete, selv om danskeren lavede en bogey undervejs - for den blev så rigeligt opvejet af otte birdies og en eagle.

Danskeren har ellers ikke været i storform på det seneste. Inden turneringen i Tyrkiet har han således blot klaret fire af de seneste 13 cuts.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress