Af Ritzau - 29/11-16 09:30; Opdateret: 29/11-16 10:49

Flystyrt aflyser al fodbold i SydamerikaFlystyrt aflyser al fodbold i Sydamerika

Efter et flystyrt i Colombia med et fodboldhold om bord er alle fodboldrelaterede aktiviteter aflyst.

storybild

Spillere fra Chapecoense stillede op til holdfoto inden holdets sejr i semifinalen i Copa Sudamericana over Argentinas San Lorenzo. (Billede: Scanpix/Nelson Almeida)

Al fodbold i Sydamerika er aflyst på ubestemt tid.

Det meddeler Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, efter at et fly med et brasiliansk fodboldhold om bord er styrtet ned i Colombia.

76 personer er omkommet i forbindelse med flystyrtet, bekræfter colombiansk politi ifølge The Guardian. 81 mennesker var om bord på flyet.

Brasilianske medier oplyser, at tre ud af de fem overlevende fra flystyrtet var spillere fra den brasilianske klub Chapecoense.

De er identificeret som den 27-årige forsvarsspiller Alan Ruschel, den 31-årige målmand Marcos Danilo Padilha samt den 24-årige reservekeeper Jakson Ragnar Follmann.

Spillere og trænere fra Chapecoense, som spiller i den bedste fodboldrække i Brasilien, var på vej til den colombianske by Medellin.

Her skulle Chapecoense onsdag spille den første af to finalekampe i turneringen Copa Sudamericana mod colombianske Atlético Nacional.

Klubturneringen er den næstvigtigste i Sydamerika og kan sammenlignes med Europa League i Europa.

Med undtagelse af argentinske Alejandro Martinuccio består Chapecoenses trup kun af brasilianere. 51-årige Caio Júnior har været holdets cheftræner siden juni.

Fire af Chapecoense-spillerne har spillet i europæisk fodbold.

Det drejer sig om Cláudio Wink, Matheus Biteco og Martinuccio, som har været på kortere lejeophold hos henholdsvis Verona, Hoffenheim og Villarreal.

Den med længst tid i europæisk fodbold er 35-årige Cléber Santana, som har spillet 63 kampe for Atlético Madrid og 40 kampe for Mallorca mellem 2007 og 2010.

Flyet var på vej fra Brasilien, og det mellemlandede i Bolivia, før det styrtede ned i Cerro Gordo-området i Colombia, omtrent 50 kilometer uden for Medellin.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress