Af Ritzau - 19/10-16 01:04

Zanka om Leicester-mål: Folk er sikkert efter mig nuZanka om Leicester-mål: Folk er sikkert efter mig nu

Mathias "Zanka" Jørgensen stod tættest på Leicesters matchvinder Riyad Mahrez og forventer kritik.

storybild

Mathias "Zanka" Jørgensen og FCK tabte tirsdag aften 0-1 i Leicester. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

FC København-spilleren Mathias "Zanka" Jørgensen forventer, at han bliver hængt ud som skurk efter tirsdagens 0-1-nederlag på udebane til Leicester i Champions League.

Det var nemlig den stærke midterforsvarer, der var tættest på Leicesters matchvinder Riyad Mahrez, da han scorede kampens eneste mål fem minutter før pausen.

Det er dog forløbet op til scoringen, der irriterer Mathias "Zanka" Jørgensen mest.

- Vi skulle aldrig have bragt os i den situation, siger midterforsvareren.

- Desværre mistede vi bolden lige uden for feltet to gange i træk, og det betød, at vi kom i en smule ubalance. Vi blev spredt, og det endte så med, at Mahrez kunne løbe i ryggen på mig.

- Så må jeg leve med, at folk vil være efter mig og sige, at "det er mit mål," og "ih og åh, hvor er han dårlig."

Mathias "Zanka" Jørgensen mener, at FCK havde en fair chance for at tage point i den svære udekamp.

- Selvfølgelig er man skuffet. Vi havde de chancer, der skulle til, og vi holdt dem nede på et acceptabelt antal chancer, siger han.

Andreas Cornelius' store mulighed i slutfasen, hvor Leicester-målmand Kasper Schmeichel leverede en klasseredning, kunne have ændret Mathias "Zanka" Jørgensens humør.

- Vi skulle have scoret et mål, men man kan ikke sætte en finger på de afslutninger, vi har.

- Det er en superredning af Kasper til sidst, som redder dagen for dem, siger han.

Leicester, der om to uger gæster København, topper gruppe G med ni point. FCK og FC Porto har fire point, mens Club Brugge er sidst med nul point.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress