Af Ritzau - 15/08-16 13:14

Uheldig Tinkoff-dansker misser VueltaenUheldig Tinkoff-dansker misser Vueltaen

Et brækket kraveben holder 25-årige Jesper Hansen ude af Vuelta a España.

storybild

Cykelrytter Jesper Hansen må indse, at det ikke bliver til nogen grand tour i 2016. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Lionel Bonaventure)

Cykelrytteren Jesper Hansen (Tinkoff) kommer ikke til start i årets Vuelta a España. Tinkoff-danskeren er ikke blevet klar, efter at han brækkede kravebenet for to uger siden på en træningstur.

Det oplyser han til feltet.dk.

- Jeg når desværre ikke at blive klar, da jeg stadig har problemer, når jeg står i pedalerne. Det ærgrer mig selvfølgelig, da jeg gerne ville have været med, siger Jesper Hansen.

2016 har ikke været Jesper Hansens år. I maj blev cykelrytteren hevet ud af Tinkoffs Giro d'Italia-hold for at holde sig klar til Tour de France.

Det blev dog heller ikke til Tour-debut, da Tinkoff forbigik danskeren, da de ni Tour-ryttere blev udtaget. I stedet blev Vuelta a España skrevet ind i Hansens kalender, men det må han altså også opgive.

Til gengæld stiller en række store profiler til start i den spanske rundtur. Mandag meddelte Chris Froome (Sky), at han kører løbet, og han skal dermed dyste mod blandt andre Alberto Contador (Tinkoff) og Nairo Quintana (Movistar).

Jesper Hansen tror på holdkammeraten Contadors chancer, fordi han burde være mere frisk end de værste konkurrenter, som også kørte Tour de France til ende.

- Nu udgik han (Contador, red.) jo af Touren, så jeg tror, han har en fornuftig chance, siger Jesper Hansen.

- Jeg tror eksempelvis, en Froome får svært ved at nå formen, som han havde i Touren, vurderer han.

Vueltaen indledes 20. august med en holdtidskørsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress