28/02-16 17:08; Opdateret: 28/02-16 17:20

Tottenham vinder i vildt skydeteltTottenham vinder i vildt skydetelt

Tottenham var oppe mod en mur af en målmand i hjemmekampen mod Swansea, men hentede til sidst en fortjent sejr

storybild

Swansea chokstartede og holdt længe nullet, før Tottenham endelig slog hul på muren og vandt en vigtig sejr på 2-1. (Billede: AP/Matt Dunham)

Tottenham og Christian Eriksen skød og skød, før det søndag endelig lykkedes at hale 2-1-sejren over Swansea i land.

Gæsterne kom foran, og Swansea-målmand Lukasz Fabianski stod en pragtkamp, men Tottenham og Christian Eriksen blev ved at angribe, og på mål af Nacer Chadli og Danny Rose vendte hjemmeholdet slaget til stor jubel på White Hart Lane.

Med sejren er Tottenham to point efter topholdet Leicester i Premier League og kan efter den sjette sejr i træk fortsat drømme om mesterskabet.

Tottenham havde vundet alle de foregående fire hjemmekampe mod Swansea i Premier League, og som sådan kunne hjemmepublikummet med rette forvente en ny fuld pointhøst til toppen af tabellen.

Men gæsterne viste hurtigt tegn på at have andre planer.

Allerede i kampens begyndelse havde Gylfi Sigurdsson en stor chance for at bringe gæsterne foran, og efter 19 minutter slog nyindkøbet Alberto Paloschi til.

På bedste måltyvemanér stod han det helt rigtige sted, da et langskud blev rettet af og dumpede ned til hans kølige afslutning i det lille felt.

Gæsternes 1-0-føring holdt til pausen, og det skyldtes ikke mindst Swansea-målmand Lukasz Fabianski, som leverede flere store redninger i løbet af halvlegen.

Både Erik Lamela, Harry Kane og ikke mindst Eric Dier måtte tage sig til hovedet i vantro over, hvad polakken diskede op med af små og store mirakler inde på stregen.

I anden halvleg fortsatte polakken, hvor han slap, og efter 53 minutter var det så Christian Eriksens tur til at ryste på hovedet, da han sendte et frispark perfekt mod det nærmeste målhjørne og så en polsk næve slå bolden væk i sidste øjeblik.

Fem minutter senere gentog seancen sig, da Eriksen satte et frispark perfekt mod det fjerneste målhjørne. Igen tæt på, men uden scoring.

I det 70. minut gik den dog ikke længere. Fabianski boksede efter et hjørnespark bolden langt ud, men lige til Kyle Walker, som sparkede til den, og inde i klumpen af spillere fik indskiftede Nacer Chadli foden på til udligning.

Christian Eriksen bød ind med en matchvinderafslutning efter 72 minutter, men Fabianski kastede sig i fuld længde og reddede det lumske langskud.

Kampen forløb som ét langt Tottenham-pres, og da Danny Rose satte den forløsende scoring ind efter 76 minutter, gik White Hart Lane grassat.

Med sejren er mesterskabsdrømmene intakte. Tottenham er to point efter førerholdet Leicester.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress