Af Ritzau - 23/08-16 09:17

NHL-profil melder afbud til OL-kvalifikationNHL-profil melder afbud til OL-kvalifikation

Lars Eller har meldt afbud til ishockeylandsholdets OL-kvalifikationsturnering i næste uge.

storybild

Lars Eller var med til at spille Danmark i kvartfinalen ved VM i Moskva i maj. Nu har han meldt afbud til næste uges OL-kvalifikation i Minsk. (Billede: Reuters/Maxim Zmeyev)

Danmarks ishockeylandshold bliver en NHL-profil færre, når holdet i næste uge spiller kvalifikationsturnering om en plads i Vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea i 2018.

Lars Eller, som i sommerens løb har skiftet klub fra Montreal til Washington, har meldt fra af familiære årsager.

Det oplyser Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.

Lars Eller udgjorde under VM i maj en særdeles stærk angrebskæde med de to andre NHL-spillere Jannik Hansen (Vancouver) og Nikolaj Ehlers (Winnipeg).

Landstræner Jan Karlsson har også modtaget afbud fra Morten Poulsen, som i sæsonoptakten er blevet skadet i kamp for sin finske klub Pelicans Lahti.

Landstræneren har kun udtaget én erstatning for de to angribere. Det er Frederikshavn-spilleren Mathias Bau, som bliver den kun femte spiller i den 24-mand store trup, der hører til i den hjemlige liga.

Otte af de danske spillere får deres løn fra NHL-klubber og landstræner Jan Karlsson kan mønstre det stærkeste danske ishockeylandshold nogensinde.

Truppen bliver samlet i Københavnsområdet fredag og træner i Rødovre frem til afrejsen på næste tirsdag.

I kampene om en plads ved OL møder Danmark Hviderusland torsdag den 1. september, Slovenien den 2. september og Polen søndag den 4. september.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress