Af Ritzau - 19/04-16 15:19

Håndbold: Sportschef roser træner trods nedrykningHåndbold: Sportschef roser træner trods nedrykning

Ian Marko Fog havde lagt den perfekte taktik til Nordsjællands skæbnekamp mod TM Tønder, siger sportschef.

storybild

Nordsjælland Håndbold rykkede mandag ud af Boxer Herreligaen efter samlet nederlag til TM Tønder. (Billede: Free/Julio Pelaez)

Cheftræneren for Nordsjælland Håndbold, Ian Marko Fog, stillede i et interview med TV3 Sport sit mandat til rådighed, efter klubben mandag aften rykkede ud af Danmarks bedste håndboldrække via et sidstesekundsdrama mod TM Tønder.

Klubbens bestyrelse mødes tirsdag aften for at afklare en række spørgsmål efter nedrykningen, og umiddelbart er der positive toner omkring cheftræneren. Det siger klubbens sportschef, Jørn Blom Hansen, der også er medlem af bestyrelsen.

Spørgsmål: I har en cheftræner, der stiller sit mandat til rådighed. Er det også noget, I skal diskutere i aften?

- Selvfølgelig skal vi det. Vi har lige forlænget med Ian for to år mere, og det har vi gjort vel vidende, at der var en risiko for, at vi rykkede ned. Vi har den opfattelse af, at han er den rigtige mand til sammen med resten af trænerteamet at stå i spidsen for klubben.

- Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og vi har flere gange i år haft stolpe ud. I går var på den ondeste måde stolpe ud, men som vi snakkede om i omklædningsrummet bagefter, så havde vi en perfekt forberedelse frem mod den sidste kamp.

- Trænerteamets taktik spillede fuldstændig, og det eneste, der ikke spillede, var, at vi glemte at lave mål. Det har lidt været historien om vores sæson; vi brænder alt, alt for meget, siger Jørn Blom Hansen.

Til TV3 Sport sagde Ian Marko Fog:

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg, selv om jeg har to år mere, ikke ved, om det er mig, der skal være træner i Nordsjælland Håndbold. Det må jeg snakke og evaluere med ledelsen og holdet om.

På tirsdagens bestyrelsesmøde skal Nordsjælland Håndbold også afklare, hvorvidt man kan køre videre på samme niveau efter nedrykningen.

- For egen regning tænker jeg, at vi kører videre med samme setup. Vi har prøvet at rykke ned før, og der rykkede vi 100 procent sammen i bussen og sagde, at vi kun ville spille ét år i 1. division.

- Det var samme bestyrelse, og jeg tror, at det er samme holdning, der kommer frem i aften i bestyrelsen og hos vores samarbejdspartnere. Altså at vi kører med et setup, der hedder, at vi bare skal op igen, siger sportschef Jørn Blom Hansen.

Han forventer en hurtig afklaring.

- Jeg håber på, at der kommer en melding i aften eller i morgen, men nogle gange er det også en god idé lige at have styr på hele baglandet, inden man går markant ud med en melding, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress