Af Ritzau - 22/05-16 17:58

Hobro banker reservespækket FCK-mandskabHobro banker reservespækket FCK-mandskab

Guldfesten sad måske stadigvæk i hovederne hos FCK-spillerne, som tabte 2-4 til Hobros superliganedrykkere.

storybild

Jung-Bin Park (venstre) scorede Hobros første mål søndag eftermiddag. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Lidt sent har Hobro ramt holdets bedste stime i Superligaen siden april 2015. Søndag eftermiddag lykkedes det nemlig for det kommende 1. divisionshold at vinde for anden ligakamp i træk, da FC København blev slået 4-2 i Hobro.

Angriberen Mayron George scorede to gange for jyderne, mens Jung-Bin Park og Hans Henrik Andreasen blev noteret for et enkelt mål hver. Henholdsvis Bashkim Kadrii og Nicolai Jørgensen reducerede for FCK.

Med til historien hører, at danmarksmestrene var langt fra stærkeste opstilling.

I mål var Thomas Kaminski valgt i stedet for Robin Olsen, mens tre ud af fire mand i forsvarskæden var spillere, der normalt gør sig på højre back.

På midtbanen var den centrale duo William Kvist og Thomas Delaney ude med karantæne, mens den formstærke angriber Federico Santander startede på bænken.

De FCK'ere, som havde fået chancen, viste ikke, hvorfor Ståle Solbakken i fremtiden burde kigge deres vej.

Modsat spillede Hobro med mange af de samme spillere som i de seneste runder, skønt sidste uges helt Alexander Nybo var fravalgt i målet.

Hobro-holdet skulle hurtigt få andre helte. Allerede i kampens niende minut viste sydkoreaneren Jung-Bin Park stor træfsikkerhed, da han sendte bolden i mål via overliggeren med et knaldhårdt spark.

Inden pausen blev det også 2-0, da Mayron George satte sig fysisk igennem over for FCK-forsvaret og gav sig selv en fri afslutning, som sikkert blev vekslet til et mål.

Imellem de to scoringer troede Nicolai Jørgensen, at han havde udlignet med et hovedstød, men der blev dømt offside i spilsekvensen inden.

Havde FCK-spillerne fået en opsang i pausen, udeblev effekten i første omgang.

Kort inde i anden halvleg punkterede Mayron George nemlig kampen, da han headede Hobros tredje mål i kassen.

I det hele taget virkede Hobros spillere til at have en stor spilleglæde, og det forplantede sig i holdets offensiv, som var mere sprudlende end i resten af sæsonen.

En reducering af Bashkim Kadrii slog heller ikke Hobro ud af kurs, for blot tre minutter efter FCK-målet scorede Hobro til 4-1 ved rutinerede Hans Henrik Andreasen.

Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen viste klassen til sidst, da han med et skud fra kanten af feltet reducerede til slutresultatet.

Torsdag spiller Hobro sidste superligahjemmekamp på DS Arena i denne omgang. Det sker, når Brøndby kommer på besøg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress