Af Ritzau - 15/05-16 19:57

Glad dansk VM-back: Det lykkedes os at spille kedeligtGlad dansk VM-back: Det lykkedes os at spille kedeligt

Ishockeylandsholdet skar ned på fejlene og slap for unødvendige udvisninger, da Tjekkiet blev slået.

storybild

Markus Lauridsen indledte VM som reserve, men spillede en solid kamp mod Tjekkiet. (Billede: Reuters/Grigory Dukor)

Kedeligt spil og stor koncentration var opskriften på den overraskende danske ishockeysejr over Tjekkiet ved VM søndag eftermiddag. Her hentede Danmark to vigtige point med en sejr på straffeslag efter 1-1 i ordinær tid.

Ifølge backen Markus Lauridsen lykkedes det danskerne at frustrere de prominente modstandere ved at holde sig stringent til taktikken og ikke forsøge at spille mere fint end nødvendigt.

- Vores plan var at forsøge at hænge på i alle 60 minutter, og så se hvad vi kunne få ud af det. Det lykkedes os at spille kedeligt og få tjekkerne til at synes, at det hele ikke var så sjovt. Det var virkelig herligt, siger Markus Lauridsen.

Spillemæssigt har det danske hold haft et godt VM, men indsatsen er til tider blevet skæmmet af alt for mange udvisninger og overmodigt spil i farlige positioner.

Den slags udflugter var næsten udryddet mod tjekkerne, hvor Danmark bemærkelsesværdigt nok blot fik én tur i straffeboksen.

- Vi har ikke været så gode til at spille disciplineret tidligere i turneringen, og det er selvfølgelig noget, vi har snakket om.

- Vi spillede solidt og enkelt og sendte bare pucken ud af zonen, når det var nødvendigt. Alle blokerede skud, og det var en holdsejr, siger Markus Lauridsen.

Backen kunne i øvrigt også notere en personlig oprejsning ved at blive valgt til Danmarks bedste spiller mod tjekkerne.

Lauridsen indledte VM med en reservetjans, men har fået spilletid efter Jesper B. Jensens skade.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress