Af Ritzau - 22/06-16 19:59

Island booker billet til ottendedelsfinalen med sejrIsland booker billet til ottendedelsfinalen med sejr

Island slår Østrig 2-1 og går videre til ottendedelsfinalen ved EM i fodbold. Østrigerne er til gengæld ude.

storybild

Jón Dadi Bödvarsson bragte Island foran 1-0, og her bliver der jublet over den scoring. (Billede: Scanpix/Tobias Schwarz)

Debutanten Island er klar til ottendedelsfinalen ved EM i fodbold.

Avancementet blev booket via en sen 2-1-sejr over Østrig i gruppe F. Efter Portugal spillede uafgjort med Ungarn, går Island videre som toer fra gruppen, som Ungarn vandt på en bedre målscore.

Islands sejrsmål blev scoret i kampens sidste sekund af Arnor Traustason, da flere islandske spillere havde frit løb ned mod østrigernes mål.

Island ville også have været videre med uafgjort, men det sene sejrsmål ændrer modstanderen i ottendedelsfinalen, som nu bliver England.

Til gengæld er Østrig, som i kvalifikationsturneringen var det næstbedste hold i hele Europa efter netop England, ude af turneringen efter nederlaget.

Under slutrunden fik østrigerne aldrig spillet til at fungere på samme niveau, og når holdet endelig spillede sig igennem til chancer, udeblev skarpheden.

Det var således også tilfældet onsdag aften mod Island, hvor Østrig gennem store dele af anden halvleg pressede på for at score det forløsende mål, som kunne have sendt holdet videre.

Foran kassen manglede skarpheden dog hos blandt andre Alessandro Schöpf og Marc Janko, da kampen skulle finde sin afgørelse.

Tidligere i anden halvleg havde Schöpf ellers udlignet Islands 1-0-føring efter en god solotur.

Islændingenes føringsmål blev scoret efter 18 minutter med hjælp fra et passivt østrigsk forsvar.

Efter et langt indkast fik Jón Dadi Bödvarsson lov til at modtage bolden tæt under mål, før han drejede rundt om sig selv og trillede Island foran.

En lussing for Østrig, som var tvunget til at vinde kampen. Holdet fik alletiders mulighed for at komme tilbage i kampen, da OB's Ari Skulason unødvendigt rev David Alaba ned i feltet, så der blev dømt straffespark.

Det tog forsvarsspilleren Aleksandar Dragovic, der blev udvist i østrigernes første kamp, sig af. Endnu en gang blev han østrigsk skurk, da han sendte bolden på stolpen og Østrig til pause nede med et enkelt mål.

Schöpfs udligning efter en time var startskuddet til et længerevarende østrigsk pres, men det gav ikke udbytte.

I stedet skrev Islands undertippede mirakelmagere et nyt stort kapitel i landets fodboldhistorie med det sene sejrsmål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress