Af Ritzau - 08/11-16 09:45

Randers HK vil udnytte mestrenes rejsetræthedRanders HK vil udnytte mestrenes rejsetræthed

Randers HK øjner muligheden for at hente sæsonens første ligasejr på hjemmebane mod Team Esbjerg.

storybild

Team Esbjerg-spillerne havde en lang hjemrejse fra Norge søndag som optakt til tirsdagens kamp mod Randers. (Billede: Scanpix/Niels Husted)

Der er lagt op til en spændende kamp, når håndboldklubben Randers HK tirsdag aften tager imod Team Esbjerg i Primo Tours Ligaen.

Randers har endnu ikke vundet på hjemmebane, mens Team Esbjerg er ubesejret på udebane i dameligaen.

Jeppe Vestergaard, der er assistenttræner i Randers, øjner dog en åbning for en sejr til hjemmeholdet.

- Det bliver en svær kamp for os mod de forsvarende danske mestre. Det er et rigtig godt hold, som lige nu bliver matchet med nogle af de bedste hold i Champions League, siger han til Randers HK's hjemmeside.

- Det kan måske blive en lille fordel for os, at Team Esbjerg deltager i Champions League med en forholdsvis smal trup. Det trækker tænder ud – rejser, kampe og endnu flere kampe.

- Det skal vi udnytte og forsøge at sætte dem ud på gyngende grund. Vi har været inde i en spillemæssig fremgang, hvor vi har spillet flere og flere gode minutter, det er vigtigt for os at holde fast i den proces, siger Jeppe Vestergaard.

Team Esbjerg var lørdag en tur i Norge, hvor holdet tabte knebent til Larvik i Champions League-gruppespillet.

Hjemturen søndag blev en langvarig affære for vestjyderne på grund af en storm.

- Det var i dobbelt forstand en lang tur hjem fra Larvik. Først tabte vi i sidste sekund i håndbold, og dernæst lå vi underdrejet på grund af stormen, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, til klubbens hjemmeside.

- Vi vidste på forhånd, at vi ville blive udfordret undervejs ved at spille med i begge turneringer. Men det skal vi ikke pibe over, når vi gerne vil være med i det store selskab.

- Vi har snakket en del om det, og forhåbentlig kan vi omstille os hurtigt til kampen i Randers, siger han.

Mestrene ligger nummer fire i Primo Tours Ligaen med 11 point for otte kampe. Randers HK er nummer syv med syv point.

Kampen i Randers begynder klokken 18.30.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress