Af Ritzau - 18/08-16 15:20; Opdateret: 18/08-16 18:10

Kajakroer Emma Aastrand vinder OL-sølv i målfotodramaKajakroer Emma Aastrand vinder OL-sølv i målfotodrama

Kajakroer Emma Aastrand Jørgensen leverede en stærk slutspurt og fik sølv i 500 meter enerkajak.

storybild

Emma Aastrand Jørgensen sikrede Danmarks 11. medalje ved OL i Rio. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Danskeren Emma Aastrand Jørgensen vandt torsdag OL-sølv i 500 meter enerkajak. Dermed når Danmark minimum 11 medaljer ved OL - én mere end Team Danmarks målsætning.

Den 20-årige dansker havde på forhånd håbet at kunne blande sig i medaljekampen, og det lykkedes med en fantastisk slutspurt.

Efter en god start faldt danskeren ellers lidt tilbage i feltet, og med 200 meter til mål lignede det mere en femteplads end en sølvmedalje.

Men på en fremragende spurt fik hun presset sig frem, og på en målfotoafgørelse blev det til dansk sølv.

I indledende heat roede danskeren sig let videre til semifinalen, hvor hun med endnu en stærk præstation og en andenplads bookede billet til finalen.

Emma Aastrand Jørgensen vandt bronze ved EM i juni, men at hun også formåede at ro sig op på medaljeskamlen ved OL i kamp mod hele verdenseliten, må anses som en stor overraskelse.

Med sine blot 20 år er Maribo-roeren syv år yngre end den næstyngste i finalefeltet, men den manglende erfaring fra højeste niveau viste sig ikke som en ulempe.

Hun havde kræfter nok til at sætte den nødvendige slutspurt ind og formåede lige akkurat at holde newzealænderen Lisa Carrington bag sig. Carrington havde ellers selv gang i en enorm finish efter at have ligget sidst halvvejs gennem løbet.

Guldet gik til ungareren Danuta Kozak, der var ganske suveræn og krydsede målstregen næsten to sekunder før Emma Aastrand Jørgensen.

Danskeren får ikke meget tid til at fejre succesen, for allerede fredag skal hun på vandet igen, når hun udgør en fjerdedel af kajakfireren, der skal ro indledende heat på 500 meteren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress