Af Ritzau - 20/08-16 20:44; Opdateret: 21/08-16 00:21

Viktor Axelsens træner: Bronze var ikke med i OL-planenViktor Axelsens træner: Bronze var ikke med i OL-planen

Den 22-årige bronzevinder Viktor Axelsen skulle bare med til Rio for at lære, siger træner Kenneth Jonassen.

storybild

Viktor Axelsen slog idolet Lin Dan og vandt lørdag OL-bronze i Rio. (Billede: Reuters/Marcelo Del Pozo)

Badmintonspilleren Viktor Axelsen vandt tidligere lørdag OL-bronze i Rio med en sejr over legenden Lin Dan.

Det var slet ikke en del af OL-planen, at den 22-årige dansker allerede nu skulle hente en olympisk medalje. Det fortæller hans træner Kenneth Jonassen, der er dybt imponeret over Axelsens præstation.

- Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt talte med ham om, hvad OL var for en størrelse. Dengang var det ikke meningen, at Viktor skulle vinde en medalje. Niveauet var ganske enkelt ikke til det.

- Målsætningen er blevet flyttet en lille smule hen over tiden, men da vi tog til Rio, var vi fortsat enige om, at Viktor fortsat er med for at lære, siger Kenneth Jonassen.

Træneren fortæller, at bronzevinderen er på et stadie i karrieren, hvor han lærer fra kamp til kamp.

- Det er hans seriøsitet i hverdagen, der gør, at han er kommet så langt. At han er med til OL til allersidst.

- Jeg er meget imponeret over den her unge mand. Hvis der er én, der er dedikeret, så er det Viktor, siger Kenneth Jonassen om fynboens vilje til at dygtiggøre sig og lære af sine fejl.

I kampen mod idolet og verdensstjernen Lin Dan kom Viktor Axelsen lidt for nemt til at afgive første sæt, hvor danskeren ved 15-15 begyndte at lave lidt fejl og tabte 15-21.

Det blev rettet til andet sæt, som den senere bronzevinder sikkert vandt med 21-10. Dermed skulle bronzekampen afgøres i et tredje sæt.

- Vi vidste, hvad der ventede i tredje sæt. Man kan ikke se på Lin Dan, når han er træt, men det var han.

- Vi talte om, at det til sidst handlede om, hvem der ville det mest, siger Jonassen.

Det så længe godt ud for Viktor Axelsen, men midtvejs i tredje sæt spillede Lin Dan sig i front. Kineseren var nede 9-11, men bragte sig foran med 15-13.

- Lin Dan spillede et par gode bolde, og Viktor åbnede måske lidt for tidligt, men derefter trådte han virkelig i karakter. Han havde også heldet med sig.

- På de sidste bolde stod han godt defensivt og turde gribe chancerne med vanvittigt gode angreb. Han var også tæt på nettet, når det gjaldt. Det er en meget imponerende præstation af så ung en spiller, siger Kenneth Jonassen.

Tredje sæt blev vundet med 21-17.

Dansk badminton sikrede sig med Viktor Axelsens bronze to OL-medaljer i Rio. I damedouble fik Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sølv.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress