Af Ritzau - 01/11-16 18:26

Bolivias brøler hjælper Chile mod VM i RuslandBolivias brøler hjælper Chile mod VM i Rusland

Chile lukrerer på, at Bolivia har benyttet en ulovlig spiller og nu er blevet taberdømt i VM-kvalifikationen.

storybild

Bolivias Nelson Cabrera (nummer 5), som her ses spille for landsholdet i september, havde ikke lov til at stille op i to kampe i VM-kvalifikationen. (Billede: Scanpix/Claudio Reyes)

Bolivias fodboldlandshold har benyttet en ulovlig spiller og er blevet taberdømt i to kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Det har Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, besluttet, efter at Bolivia i to kampe i september brugte Nelson Cabrera, som ikke var spilleberettiget.

Cabrera har tidligere spillet for fødelandet Paraguay og havde ifølge Fifa ikke papirerne i orden, så han kunne stille op for Bolivia.

Straffen betyder, at både Chile og Peru tildeles sejre på skrivebordet på 3-0, og i VM-stillingen nyder især chilenerne godt af den gevinst.

Chile spillede 0-0 mod Bolivia, men får to point ekstra på kontoen og rykker op på siden af Argentina på femtepladsen.

Både Argentina og Chile har nu 16 point og kæmper begge på yderste mandat om at komme til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Det er kun de fire bedste sydamerikanske hold, som går direkte videre til VM, mens nummer fem skal spille playoffkampe mod formentlig New Zealand fra Oceanien om en ekstra VM-billet.

Både Chile og Peru protesterede mod Bolivias brug af 33-årige Cabrera, som blev skiftet ind i de to kampe, der oprindeligt kastede fire point af sig. Cabrera blev ikke udtaget til kampene i oktober.

Fifa har også straffet Bolivias fodboldforbund med en bøde på 4600 euro.

Bolivia har som nummer næstsidst i VM-kvalifikationen næsten udspillet sin rolle.

Brasilien, Uruguay, Ecuador og Colombia indtager de fire øverste pladser med kurs mod VM. Men det er tæt, da kun fem point adskiller de seks øverste hold.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress