Af Ritzau - 29/07-16 19:25

Skuffet dansk mester er ligeglad med andenpladsSkuffet dansk mester er ligeglad med andenplads

Den danske mester i landevejscykling, Alexander Kamp (Stölting), blev nummer to på 3. etape af Danmark Rundt.

storybild

Alexander Kamp (Stölting) smiler inden 1. etape af Postnord Danmark Rundt. Smil var der dog ikke mange af efter andenpladsen på 3. etape fredag. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

En andenplads efter Michael Valgren (Tinkoff) på kongeetapen af Postnord Danmark Rundt var ikke nok til at få indehaveren af Dannebrogs-trøjen, Alexander Kamp (Stölting), til at smile.

Skuffelsen over den glippede etapesejr, der på forhånd var et udtalt mål for den 22-årige danmarksmester i landevejscykling, var stor efter løbets 3. etape.

- Jeg kan ikke være tilfreds med en andenplads. Om jeg bliver nummer to eller nummer 80, det er jeg ligeglad med. For mig handler det om at vinde, siger han.

Han kørte offensivt på rundstrækningen i målbyen Vejle med den berygtede stigning på Kiddesvej, men i sidste ende måtte han se sig slået med to sekunder.

Han ærgrede sig over, at små fejl satte ham tilbage til sidst, da Michael Valgren satte sit angreb ind.

- Jeg dummede mig på sidste omgang op ad Kiddesvej ved at sidde for langt tilbage. Etapesejren glippede, og det er jeg selvfølgelig ked af.

- Jeg vidste godt, at Valgren ville køre, så det var ingen overraskelse. Jeg håbede bare, der ville komme lidt samling på det, så jeg kunne fyre en spurt af på toppen, siger Alexander Kamp.

Trods nederlaget glæder det unge talent sig over, at det er en stor oplevelse at køre løbet i den røde og hvide mesterskabstrøje.

- Jeg nyder hver dag, jeg kører i mesterskabstrøjen. Det er altid specielt, når der er så mange mennesker, og det er løbets kongeetape. Det er fantastisk, siger han.

Postnord Danmark Rundt fortsætter lørdag med en enkeltstart i Nyborg.

Søndag slutter løbet med en etape fra Karrebæksminde til den traditionelle endestation på Frederiksberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress