Af Ritzau - 21/08-16 23:16

Stolt islænding fik dansk OL-hævn over FrankrigStolt islænding fik dansk OL-hævn over Frankrig

Gudmundur Gudmundsson tabte OL-finalen som landstræner for Island til Frankrig i 2008. Nu fik han hævn.

storybild

Landstræner Gudmundur Gudmundsson mener, at Danmark blev belønnet for stort mod i OL-finalen mod Frankrig. (Billede: Reuters/Damir Sagolj)

For otte år siden tabte Gudmundur Gudmundsson som islandsk landstræner OL-finalen i Beijing til Frankrig.

Søndag aften vandt han som dansk landstræner guld med de danske håndboldherrer ved legene i Rio.

- Jeg synes bare, det er så stort. Jeg er utroligt stolt over, at Danmark har opnået dette. Jeg er selvfølgelig også stolt som træner over at være en del af dette hold. Og jeg kunne ikke kontrollere mine følelser efter kampen.

- Jeg er bare så glad for, at det lykkedes os at gøre dette muligt. OL er jo det største, siger Gudmundsson.

Dermed præsterede han det, som Ulrik Wilbek ikke formåede ved OL i London i 2012 samt i Beijing i 2008, hvor det begge gange blev til dansk exit i kvartfinalen. Skulle der bare en islænding til, blev Gudmundsson spurgt.

- I hvert fald kan man sige, at det er mit fjerde OL i træk, og at jeg har samlet erfaring. Der har været negative og positive erfaringer.

- For otte år siden tabte jeg en finale mod Frankrig i Beijing, og jeg har brugt min erfaring på en positiv måde. Vores forberedelse var utrolig god. Den var ikke kun taktisk, den var også mental, forklarer han og uddyber:

- Hele håndboldverdenen havde regnet med noget andet. Vi var ikke favoritter. Men hvis du er modig nok, har forberedt dig godt nok, har den rigtige strategi og de rigtige spillere, så er alt muligt. Det var kollektivet, der vandt denne kamp.

Der var plads til både smil og jokes efter finalesejren fra den normalt gravalvorlige træner, da han blev spurgt til den efterfølgende fejring.

- Jeg skal kigge video nu. Nej, jeg tager hjem på værelset og nyder det og slapper af i fred og ro.

Spørgsmål: Og genser finalen?

- Måske. Men så kan det godt være, at jeg tager en øl eller to, lyder det fra landstræneren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress