Af Ritzau - 12/04-16 13:37

Real Madrid jagter første CL-comeback i 14 årReal Madrid jagter første CL-comeback i 14 år

Hvis Real Madrid vil videre i Champions League, skal man score mindst tre gange i returopgøret mod Wolfsburg.

storybild

Zinedine Zidane og Real Madrid er under pres efter at have tabt 0-2 i det første Champions League-kvartfinaleopgør mod Wolfsburg. (Billede: AP/Francisco Seco)

Der er pres på Real Madrid og cheftræner Zinedine Zidane. Kæmpe pres.

Holdet fik på papiret den letteste lodtrækning til Champions Leagues kvartfinaler, da Wolfsburg kom op af bowlen, men efter 0-2-nederlaget i første kamp balancerer den spanske gigant på randen af exit.

For selv om FC Barcelona har smidt point i den spanske liga på det seneste, er mesterskabet stadig et pænt stykke fra Real Madrid.

Champions League er fortsat eneste reelle håb om et trofæ i år, og et kig i Real Madrids nyere historie i turneringen hjælper ikke meget i forhold til troen på, at man kan lave en såkaldt "remontada" - et stort comeback, mod Wolfsburg.

Det er hele 14 år siden, Real Madrid sidst vendte et nederlag fra kamp ét til samlet sejr i knockoutfasen.

Den gang var holdets nuværende cheftræner, Zinedine Zidane, stjernen på Real Madrid-mandskabet, som ændrede 1-2 til samlet 3-2-sejr over Bayern München i 2001/2002-sæsonen.

Samme sæson vandt holdet turneringen efter finalesejr over Bayer Leverkusen på et drømmemål af netop Zidane. Og på Bernabeu lever drømmen om avancement i år fortsat.

- Holdet har selvtillid, træneren tror på det, og fansene skal også tro på det. Tirsdag skal være en magisk aften, siger Cristiano Ronaldo til klubbens hjemmeside.

Siden sejren over Bayern München i 2002 har Real Madrid otte gange mod otte forskellige hold uden succes forsøgt at vende et nederlag fra kamp ét til avancement.

Men en semifinaleplads i årets turnering er det eneste, som tæller for de tidobbelte vindere af Europas største klubturnering.

- Målet er at komme videre til næste runde. Det er det eneste udfald, som vil få os spillere og fansene til at forlade stadion glade, siger Ronaldo.

Sejren ude over Barcelona i ligaen i forrige runde gav Zinedine Zidane medvind i Real Madrid-trænersædet, men et samlet nederlag til Wolfsburg vil være et hak i tuden på hans indtil videre korte cheftrænerkarriere i klubben.

- Vi ved, vi får en spændende kamp. Det bliver en fantastisk kamp at spille, men vi ved også, hvor svært det er at komme tilbage, når man er nede med to mål, siger Zidane ifølge AFP.

Trods føringen fra første opgør forventer Wolfsburg-spillerne et svært returmøde.

- Vi skal spille endnu bedre end i hjemmekampen. Vi vil alle være klar til at give 100 millioner procent tirsdag. Vi vil løbe, som gjaldt det vores liv, siger André Schürrle til dpa.

I den anden kvartfinale tirsdag mødes de stenrige klubber Paris Saint-Germain og Manchester City på sidstnævntes hjemmebane i England. Første kamp sluttede 2-2.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress