17/03-15 07:04

Forhandlinger i fodboldkonflikt fortsætter tirsdag morgenForhandlinger i fodboldkonflikt fortsætter tirsdag morgen

Spillerforeningen og DBU forhandler videre for at løse konflikt. Det er uvist, om en løsning nærmer sig.

storybild

(Billede: Polfoto)

Der er stadig ikke fundet nogen løsning. Men parterne sidder fortsat ved forhandlingsbordet.

Det er den umiddelbare status på forhandlingerne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen tirsdag morgen.

- Der blev forhandlet hele aftenen i går, og vi fortsætter her til morgen, lyder den korte kommentar fra DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Krise før testkamp: Forhandlinger er brudt sammen

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvorvidt parterne er kommet tættere på eller længere væk fra hinanden i det fælles mål om at nå en løsning på konflikten.

Mandag sagde Jakob Høyer, at Spillerforeningen og DBU kunne blive enige om en midlertidig aftale, fordi det danske A-landshold står foran venskabskampe mod USA og Frankrig.

Landstræner Morten Olsen skal tirsdag klokken 13.00 holde pressemøde om spillerudtagelsen til disse kampe.

LÆS OGSÅ: DBU og Spillerforeningen genoptager forhandlinger

Forslaget om en midlertidig aftale blev hurtigt afvist af landsholdsspiller William Kvist, som sidder med i landsholdets spillerråd og er bestyrelsesmedlem i Spillerforeningen.

Den hidtidige, kollektive aftale mellem DBU og Spillerforeningen om vilkårene for A-landsholdet udløb 1. august 2014.

LÆS OGSÅ: DBU's bestyrelse forholder sig tavst til spillerkritik

I forhandlingsforløbet siden da har Spillerforeningen og DBU foretaget tre midlertidige forlængelser af den hidtidige aftale. Det sker altså ikke igen, hvis det står til spillerne.

Søndag brød forhandlingerne - igen - sammen i konflikten. Ifølge DBU, fordi Spillerforeningen krævede en lønstigning for spillerne på landsholdet.

Ifølge DBU har Spillerforeningen ønsket en ny aftale, som, hvis Danmark kvalificerer sig til slutrunder, vil betyde en samlet dyrere lønpakke på 17 procent. Det er langt fra DBU's tanke. DBU ønsker en lønbesparelse på 17 procent.

Ifølge landsholdsspilleren Lars Jacobsen har spillerne opfordret til en mere resultatorienteret løsning.

I den accepterer spillerne at få mindre del i tilskuerindtægter og en lønnedgang i test- og kvalifikationskampe for i stedet at få bonus ved slutrundekvalifikation.

U21-landsholdet og kvindelandsholdet er også en del af konflikten.

/ritzau/


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress