Af Ritzau - 21/10-16 09:44

Dansk surfer tæt på VM-titel: Det var en rutsjebaneturDansk surfer tæt på VM-titel: Det var en rutsjebanetur

Det endte med en samlet andenplads for surfertalentet Casper Steinfath, og det var lidt af en mavepuster.

storybild

Surferen Casper Steinfath endte på fjerdepladsen i San Francisco i Californien, og det var akkurat ikke nok til en samlet sejr. (Billede: Scanpix/Ezra Shaw)

Den danske surfer Casper Steinfath blev den første europæer nogensinde til at slutte på en samlet andenplads i årets World Tour i disciplinen Stand Up Paddle Racing.

Årets sidste World Cup-stævne blev natten til torsdag dansk tid afholdt i San Francisco, hvor den 12 kilometer lange rute blandt andet bød på fire meter høje bølger og et smut forbi den berømte Golden Gate Bridge.

For at snuppe den samlede førsteplads krævede det, at Steinfath opnåede minimum en tredjeplads, men det endte med en ærgerlig fjerdeplads.

- Det var en ordentlig mavepuster at komme så tæt på at vinde en VM-titel og så se den flyve væk lige foran øjnene på mig med de mindste marginaler.

- Det var en vild følelsesmæssig rutsjebanetur, og jeg vidste ikke, om jeg skulle græde eller juble.

- Hurtigt gik det op for mig, hvor mega vildt og hvor stor en ære det var bare at have været i spil til en VM-titel. Denne følelse har jeg valgt at holde godt fast i, siger Steinfath til Limfjord Update.

I stedet blev det Connor Baxter fra Hawaii, som løb med titlen.

- Set i bakspejlet har det virkelig været en fantastisk sæson, og jeg er ekstremt stolt over at være nået hertil på World Touren.

- Jeg føler, jeg i løbet af året har lært rigtig meget om mig selv som atlet og person, og jeg er dybt taknemmelig over for min familie, venner og sponsorer, som har hjulpet mig hertil.

- Connor var for stærk denne gang, men jeg ser allerede frem til at tage revanche, næste gang vi mødes, siger 23-årige Steinfath.

Næste stop for den danske surferkomet er Fiji, hvor han skal repræsentere Danmark ved Stand Up Paddle World Championships, som finder sted 12.-20. november.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress