Af Ritzau - 18/06-16 19:10

Danskerne savner fart i Le MansDanskerne savner fart i Le Mans

Jan Magnussen og de øvrige danskere har svært ved at følge de hurtigste i GTE Pro-klassen.

storybild

Porsche nummer 1 førte Le Mans efter fire timers kørsel. I de sekundære klasser halsede de fleste af danskerne efter de hurtigste. (Billede: Scanpix/Jean-francois Monier)

Flere danskere var på forhånd spået gode vinderchancer i deres klasser i 24-timers-løbet Le Mans, men efter de første fire timers kørsel måtte de alle konstatere, at de havde et stykke op til fronten.

Især forhåndsfavoritten i GTE Pro-klassen, Jan Magnussen, havde svært ved at få fart nok i bilen, og som han udtrykte frygt for kort før løbets start, viste både Ferrari og Ford sig langt stærkere, da de første fire timer var kørt.

Kort før klokken 19 - med 20 timer tilbage af løbet - lå Magnussens Corvette nummer ti i klassen og nummer 35 samlet.

Danskeren deler køretid med spanieren Antonio Garcia og amerikaneren Ricky Taylor og må konstatere, at det bliver svært for ham at vinde en Le Mans-klasse for femte gang i karrieren.

I samme klasse er Michael Christensen med hos Dempsey-Proton Racing, og de to danskere Nicki Thiim og Marco Sørensen kører for Aston Martin Racing.

Efter fire timers kørsel lå Michael Christensens bil nummer otte i klassen, mens Aston Martin-holdet med de to danskere lå på niendepladsen i GTE Pro-klasse.

I GTE Am-klassen har Danmark en ren danskerbil, der består af Mickel Mac, Johnny Laursen og Christina Nielsen. Hun er den første danske kvinde, der stiller op i løbet.

Den bil lå efter fire timers kørsel sidst i GTE Am-klassen, mens David Heinemeier Hansson, der kører for Abu Dhabi-Proton Racing, lå på andenpladsen.

Le Mans køres i år uden danskere i prototypeklassen (LMP1). I den klasse har Danmark stolte traditioner med Tom Kristensens mange sejre.

I topklassen, som traditionelt kæmper om løbets overordnede sejr, førte Porche (startnummer 1) tæt forfulgt af Toyota (6), Audi (8) og Porsche (2).

Tung regn tidligere på lørdagen gjorde, at 24-timers-løbet fik en rolig start.

På grund af store mængder vand på den 14 kilometer lange bane blev den første time kørt med en safety car, efter at den amerikanske skuespiller Brad Pitt havde flaget begivenhederne i gang.

Efter en times kørsel med safety car, blev løbet givet frit omkring klokken 16.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress