Af Ritzau - 29/08-16 03:17

Agüero kan få karantæne efter albueslag mod Winston ReidAgüero kan få karantæne efter albueslag mod Winston Reid

Citys Agüero går sandsynligvis glip af Manchester-derby mod United efter albueslag mod dansk-newzealænder.

storybild

West Ham Uniteds Winston Reid er sendt til tælling af Sergio Agüero. Efter dansk-newzealænderen kom på benene igen, måtte han udgå. (Billede: Scanpix/Jon Super)

Manchester Citys stjerneangriber Sergio Agüero står muligvis over for en disciplinær straf, efter at han skadede West Hams Winston Reid under søndagens kamp mellem de to klubber.

Episoden fandt sted efter 76 minutter. De to kæmpede om en høj bold fra West Hams målmand, og Aguero svingede sin albue så hårdt mod den tidligere FC Midtjylland-spillers hoved, at Reid måtte skiftes ud.

City må nu vente og se, hvorvidt kampens dommer har set og vurderet situationen under kampen. Hvis en dommer ser situationen under kampen, giver Det Engelske Fodboldforbund, FA, som udgangspunkt ikke karantæne efterfølgende.

Ifølge Sky Sports er det dog usandsynligt, at dommeren så episoden. Mediet skriver, at der efter alt at dømme venter Sergio Agüero op til tre kampes karantæne.

Det vil betyde, at argentineren går glip af sæsonens første Manchester-derby, når City og United støder sammen i Premier League 10. september.

De to klubber ligger side om side i toppen af ligaen, hvor begge mandskaber har vundet de tre første kampe.

Efter kampen sagde Citys manager, Pep Guardiola, at han er klar til at acceptere en straf til sin topscorer.

- Jeg er ny her, så jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Jeg så ikke episoden, så jeg kan ikke kommentere. Forhåbentlig sker der intet. Hvis han er ude, så accepterer vi det, siger spanieren.

Dansk-newzealænderen Winston Reid har spillet et hav af ungdomslandskampe for Danmark. Han valgte dog senere at stille op for New Zealand, hvor han er født.

I sidste sæson stod han i en lignende situation med Manchester Uniteds Bastian Schweinsteiger, der ramte Reid i hovedet med en albue under en dødboldssituation. Dengang fik Schweinsteiger efterfølgende tre dages karantæne af FA.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress