Af Ritzau - 06/05-16 02:32

Sevilla-træner ser frem til \Sevilla-træner ser frem til "drømmefinale" mod Liverpool

Cheftræner Unai Emery har kvalificeret Sevilla til holdets tredje Europa League-finale i træk.

storybild

Sevillas træner, Unai Emery, taler under et pressemøde før kampen mod Shakhtar Donetsk. (Billede: Scanpix/Cristina Quicler)

De seneste to sæsoner har Sevilla FC vundet Europa League efter finalesejre over henholdsvis Benfica og Dnipro Dnipropetrovsk.

Men når holdet 18. maj går på banen til sin tredje finale i turneringen i træk, står det over for en modstander, der nok i de fleste fodboldtilhængeres ører lyder som en større mundfuld.

Engelske Liverpool kvalificerede sig nemlig også torsdag til årets finale med en 3-0 sejr over spanske Villarreal.

- Det bliver en svær opgave, når vi møder Liverpool. Det kræver meget at dæmme op for deres spil. Men det bliver en smuk finale. En drømmefinale, siger Sevilla-træner Unai Emery på pressemødet efter holdets semifinale ifølge Sevillas hjemmeside.

Sevilla vandt den anden kamp i sin semifinale 3-1 hjemme over Shakhtar Donetsk, og de regerende Europa League-vindere blev dermed klar til finalen med samlet 5-3.

- Det var et godt hold, vi var oppe mod i dag. Men spillerne holdt sig til taktikken, og vi stod imod presset, siger Unai Emery, der også har stået i spidsen for Sevilla under holdets to seneste finaler.

Sevilla kom torsdag foran 1-0 efter ni minutter ved Kevin Gameiro.

Shakhtar udlignede kort før pausen, da Eduardo fik prikket bolden i mål til 1-1.

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Kevin Gameiro bragte Sevilla foran 2-1 med sin anden scoring. Mariano Ferreira slog sejren fast efter en times spil med et drøn af et diagonalskud.

Ud over at vinde Europa League-titlen er der en billet til næste sæsons Champions League på spil for de to finalister, når de tørner sammen i Basel 18. maj.

Spanierne må undvære Michael Krohn-Dehli i finalen. Danskeren blev alvorligt knæskadet i 2-2-kampen i den første semifinale, så landsholdsspilleren er ude de næste syv-otte måneder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress