Af Ritzau - 30/06-16 20:10; Opdateret: 30/06-16 23:13

Vicente del Bosque stopper som spansk landstrænerVicente del Bosque stopper som spansk landstræner

Vicente del Bosque har vundet både EM og VM med Spanien, men nu er det slut som landstræner, meddeler han.

storybild

Nederlaget til Italien blev det sidste for Vincente del Bosque i spidsen for det spanske landshold, beretter de spanske sportsaviser AS og Marca torsdag. (Billede: Scanpix/Wildbild)

Vicente del Bosque er færdig som spansk landstræner.

Det bekræfter hovedpersonen selv over for spansk radio torsdag aften, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har uden tvivl ingen intentioner om at fortsætte som træner, men man er nødt til at være diskret. Uanset resultatet ved EM, så var jeg ikke i tvivl om, hvad min fremtid ville byde på, siger Vicente del Bosque ifølge AFP til den spanske radiostation RNE.

Udtalelsen fra Vicente del Bosque kommer, efter at de spanske sportsaviser AS og Marca torsdag bragte nyheden om landstrænerens beslutning.

Ifølge sportsaviserne meddelte den erfarne spanske træner tirsdag sin beslutning til præsidenten for fodboldforbundet i Spanien (RFEF), Angel Maria Villar.

Det skete dermed dagen efter, at Spanien blev slået ud af EM-slutrunden i ottendedelsfinalen, hvor det blev til et 0-2-nederlag til Italien.

Del Bosque siger, at det er hans intention at blive på posten, indtil kontrakten udløber 31. juli, og at ingen i RFEF har bedt ham om råd til, hvem der skal være afløser på posten som spansk landstræner.

ifølge Marca er den tidligere Granada-træner Joaquin Caparros favorit.

- Jeg vil være begejstret for at træne landsholdet. Enhver spansk træner vil være beæret over at få det job, men jeg håber, at Vicente bliver. Han er den bedst mulige træner, siger Caparros til Marca ifølge AFP.

Ifølge AS og Marca bad præsidenten Vicente del Bosque om ikke at offentliggøre sin beslutning, før forbundet har sit næste møde, hvilket sker 15. juli.

Alternativt bad præsidenten Vicente del Bosque om at vente med at offentliggøre sin beslutning, indtil forbundet har en afløser klar, men da nyheden blev offentliggjort i de store spanske sportsaviser torsdag, så valgte Vicente del Bosque altså at udtale sig.

Vicente del Bosque har i sin tid i spidsen for Spanien vundet VM, hvilket skete i 2010 i Sydafrika, mens han to år senere også vandt EM med det spanske landshold.

I en nation, hvor titler de senere år er forventet, blev det hele dog overskygget en del af fiaskoen ved VM i 2014 i Brasilien.

Her måtte Spanien forlade turneringen efter det indledende gruppespil, og i den igangværende EM-slutrunde i Frankrig sluttede den spanske fodboldfest altså i ottendedelsfinalen mod Italien.

Efter nederlaget til Italien lød det fra den 65-årige spanier:

- Der er ingen grund til at gå det her igennem igen og igen. Jeg taler med præsidenten, og så beslutter jeg det bedste for landsholdet, sagde Vicente del Bosque ifølge AFP.

Del Bosque har været spansk landstræner siden 2008. Han har i flere omgange været træner i Real Madrid tidligere i karrieren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress