Af Ritzau - 22/10-16 19:50

Sønderjyske-træner hylder konkurrencedygtige LyngbySønderjyske-træner hylder konkurrencedygtige Lyngby

Sønderjyske-træner Jakob Michelsen var afklaret efter nederlaget til Lyngby, som han har stor fidus til.

storybild

Sønderjyske-cheftræner Jakob Michelsen er afklaret efter nederlaget til Lyngby. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Sønderjyske tabte lørdag med 0-2 hos Lyngby Boldklub i Alka Superligaen.

Det resultat var ganske fortjent, hvis man spørger Sønderjyske-træner Jakob Michelsen.

- Der er to forklaringer på nederlaget. Den første er, at Lyngby er et rigtig godt hold, og den anden er, at vi fik en frygtelig start på kampen.

- Vi kom ikke ud af busken, og det første kvarter var langt fra godkendt, siger Jakob Michelsen.

- Lyngby havde allerede et hold på Superliga-niveau i sidste sæson og har forstærket sig kraftigt til denne sæson. Det er et fuldt ud konkurrencedygtigt hold, og det viser de ved at ligge nummer to i tabellen nu, siger Sønderjyske-træneren.

Sønderjyske kom bagud efter seks minutter, og det blev ifølge Jakob Michelsen altafgørende for kampens udfald.

- Vi kom på bagkant i første halvleg, og vores pres ikke sad i skabet. Generelt var vi for passive. I anden halvleg lagde vi det tryk, der skulle til, men uden at skabe de helt store chancer, siger han.

Sønderjyskes stime på otte kampe uden nederlag blev brudt, men Jakob Michelsen skal ikke hjem og bearbejde sine spillere anderledes, end hvis man havde vundet.

- Vi har et motto om, at vi tager en kamp ad gangen, og vi nulstiller efter hver kamp. Vores hverdag er ikke defineret af, om vi vinder eller taber, for så bliver man idiot, siger Michelsen.

- Fodbold er meget sort-hvidt, og hvis man lader resultaterne definere hverdagen, så kommer man til at ændre stil og retning, og det skal man ikke.

- Vi tror på, at vi gør de rigtige ting i hverdagen, og nu skal der nulstilles, siger Sønderjyske-træneren.

Sønderjyske møder tirsdag 2. divisionsklubben Hvidovre i DBU Pokalen.

I næste weekend venter AC Horsens i Alka Superligaen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress