Af Ritzau - 29/07-16 20:56; Opdateret: 29/07-16 21:30

Russere har sværtet vægtløftningen og udelukkes fra OLRussere har sværtet vægtløftningen og udelukkes fra OL

Rapport om statsstøttet doping i Rusland betyder, at de russiske vægtløftere ikke kommer med til OL.

storybild

Alle russiske vægtløftere udelukkes fra OL i Rio de Janeiro, meddeler det internationale forbund IWF. (Billede: Scanpix/Scott Halleran)

De russiske vægtløftere udelukkes fra OL i Rio de Janeiro efter en rapport, der har afsløret statsstøttet doping i landet.

Det er vægtløfternes internationale specialforbund, IWF, som har truffet beslutningen.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har ikke ønsket at tage en generel beslutning om russernes deltagelse ved legene, selv om en stor undersøgelse afslører omfattende snyd i mange sportsgrene i Rusland. Komitéen har bedt de enkelte specialforbund tage stilling.

- Vægtløftningens omdømme har lidt alvorlig skade adskillige gange og på mange niveauer på grund af russere, hedder det i en erklæring fra forbundet.

IWF skriver, at flere russiske vægtløftere nævnes i rapporten.

- Derfor er det en passende sanktion, så man kan værne om sportens status, skriver specialforbundet.

Tidligere har de internationale forbund for henholdsvis svømning og atletik besluttet at udelukke russiske atleter. Syv svømmere kommer ikke med. Med atletikudøverne er alle - undtagen en - udelukket.

Andre specialforbund har valgt, at de russiske atleter skal med.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) havde opfordret IOC til at udelukke Rusland helt fra OL.

Opfordringen kom efter offentliggørelsen af den såkaldte McLaren-rapport, der konkluderede, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram og svindel med positive dopingprøver.

Rapporten konkluderer, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene. Det fremgår, at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.

IOC var derfor under pres for at udelukke alle russere fra OL. Men det valgte komitéen altså ikke at gøre.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress