Af Ritzau - 12/05-16 06:31

Glen Riddersholm håber på tidlige AGF-transfersGlen Riddersholm håber på tidlige AGF-transfers

Riddersholm siger minimum farvel til fem spillere i AGF. Han vil handle hurtigt for at integrere nye folk.

storybild

AGF vandt onsdag for første gang i Superligaen under Glen Riddersholm, da Esbjerg blev slået 5-1 i Aarhus. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Glen Riddersholm ønsker, at AGF kan agere hurtigt på transfermarkedet, når vinduet åbner, så han får tid til at arbejde med de nye spillere.

Tidligere på ugen løftede AGF sløret for, at fem spillere ikke får forlænget deres kontrakt, når de udløber til sommer. Samtidig understregede klubben, at der skal hentes nye spillere ind som erstatning, og det skal altså gerne ske tidligt i forløbet.

- Det bliver rigtig vigtigt at få handlerne tidligt i hus. Vi har nogle planer om, at vi skal stå tidligt klar med vores trup, for jeg ved, at vi skal igennem endnu en udskiftning, og der venter et stort arbejde foran os, siger Glen Riddersholm.

Han er dog bevidst om, at AGF ikke nødvendigvis er førstevælgere, når det handler om at erhverve nye spillere til truppen.

- Vi har en god plan, men vi bliver også nødt til at være realistiske og sige, at vi ikke er førstevælgere. Vi ligger jo kun nummer ti i Superligaen, og vi erkender, hvor vi ligger i fødekæden, siger han.

Han løfter sløret for, at AGF allerede har nogle spillere i kikkerten, som har en vis kvalitet. Det er dog endnu ikke sikkert, om klubben får held til at hente dem.

- Jeg ved, at de navne, vi har på papiret, er nogen, der kan være med til at løfte AGF. Men om det lykkes for os at få dem signet? Det håber jeg, vi får held til, for det bliver væsentligt for vores fremtid, siger Glen Riddersholm.

- Vi går efter spillere, der kan gå ind i startopstillingen, og som kan give øget konkurrence i klubben.

AGF-træneren understreger dog, at det fortsat handler om udviklingen på den lange bane.

- Vi når nok ikke det hele i sommerens transfervindue, og vi skal nok et par vinduer frem, før vi har det helt perfekte materiale på spillersiden. Det er det lange seje træk, og vi lover ikke nogen noget. Men arbejder rigtig hårdt, ydmygt og ambitiøst på klubbens vegne.

- Vi har selvfølgelig nogle positioner, hvor vi gerne vil forstærke os, men det ønsker jeg ikke at løfte sløret for. Vi har dog en klar plan, men der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, før det lykkes, siger Riddersholm.

Onsdag fik han sin første sejr i Superligaen i tiden som AGF-træner, da Esbjerg blev slået med 5-1.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress