Af Ritzau - 12/11-16 16:51

FCM er videre i Champions League efter imponerende sejrFCM er videre i Champions League efter imponerende sejr

FC Midtjyllands håndboldkvinder hentede lørdag deres tredje hjemmesejr ud af tre mulige i Champions League.

storybild

Stine Jørgensen var blandt de bærende kræfter, da FC Midtjylland lørdag sikrede sig avancement i Champions League (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Ole Nielsen)

Håndboldkvinderne fra FC Midtjylland sikrede sig lørdag avancement i Champions League efter endnu en imponerende sejr i Ikast.

På hjemmebanen blev ungarske Györ besejret 27-23, og dermed er midtjyderne sikret en af de tre øverste placeringer i deres Champions League-gruppe, hvorfra tre ud af fire hold går videre.

Lørdagens sejr bringer FC Midtjylland op på seks point i gruppe C, og alle point er hentet på hjemmebanen, hvor det altså er blevet til tre sejre.

Nederlaget er Györs første i denne sæsons Champions League, og holdet ligger derfor fortsat på førstepladsen i gruppen med otte point.

Allerede fra kampens begyndelse var det danskerne, der virkede til at være ovenpå. Et solidt forsvar og velfungerende kontraspil sikrede hurtigt en 4-1-føring, og ungarerne formåede aldrig for alvor at svare igen.

Ved pausen var stillingen 15-10 til FC Midtjylland.

I anden halvleg bed gæsterne en smule mere fra sig, og lidt flere fejl begyndte at snige sig ind hos FCM-træner Kristian Kristensens tropper.

Gæsterne var tæt på at få kontakt midtvejs i anden halvleg, men det lykkedes alligevel hjemmeholdet at holde stand, og mod slutningen trak hjemmeholdet for alvor fra med flere flotte scoringer.

Og dermed er FC Midtjylland altså videre fra sin Champions League-gruppe.

Topscorer hos midtjyderne blev den danske landsholdsanfører Stine Jørgensen, der spillede en stor kamp og i alt tegnede sig for otte mål.

Det er imponerende, at FC Midtjylland nu har sikret sig avancement fra gruppen, der ellers var lidt af en dynamitgruppe.

Ud over Györ tæller gruppen rumænske CSM Bucuresti samt Rostov fra Rusland.

Der resterer en spillerunde i gruppen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress