28/02-16 17:06

Vonn rejser sig efter uheld og henter vigtige pointVonn rejser sig efter uheld og henter vigtige point

Lindsey Vonn var tilbage på skiene et døgn efter sit voldsomme styrt og udbyggede sit World Cup-forspring.

storybild

Det så alvorligt ud, da Lindsey Vonn styrtede i lørdagens super-G, men amerikaneren var hurtigt tilbage på skiene. (Billede: Free/Str)

Lindsey Vonn har fortsat kurs mod skiløbernes samlede World Cup, efter at hun søndag eftermiddag overvandt en knæskade og sikrede sig vigtige point til tabellen.

Det så ellers alvorligt ud, da amerikaneren styrtede i lørdagens super-G-løb og måtte fragtes til hospitalet, men blot et døgn senere var hun altså tilbage på skiene i disciplinen superkombineret i Soldeu i Andorra.

Og Vonn var endda hurtigst i løbets første super-G-halvdel, men tabte efterfølgende tid i slalomkonkurrencen, så hun sluttede på en 13.-plads.

Det giver hende 20 point til World Cup-stillingen, og eftersom den hårdeste rival, Lara Gut, måtte udgå undervejs, øgede Vonn sit forspring til 28 point.

- Ingen skal nogensinde kalde mig fej, skriver Lindsey Vonn på Twitter efter at have rejst sig fra sygesengen på rekordtid.

Den 31-årige amerikaner har kæmpet med alvorlige knæskader i sin imponerende karriere, og efter lørdagens uheld måtte knæet flere gange tømmes for væske, men Vonn havde ikke tid til at holde pause i jagten på sin femte samlede World Cup-sejr.

Lindsey Vonn er noteret for 76 sejre i karrieren og jagter Ingemar Stenmarks rekord på 86.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress