Af Ritzau - 17/07-16 21:32

Colombiansk etapevinder: Jeg har altid været godColombiansk etapevinder: Jeg har altid været god

27-årige Jarlinson Pantano har gang i en imponerende sæson med etapesejre i Schweiz Rundt og Tour de France.

storybild

Jarlinson Pantano vandt søndag 15. etape i Tour de France. (Billede: Reuters/Jean-paul Pelissier)

Colombianeren Jarlinson Pantano (AIM) fik søndag sit gennembrud på den internationale cykelscene med sin sejr på 15. etape i Tour de France.

Mange havde måske forventet, at det var landsmanden Nairo Quintana (Movistar), der ville bruge etapen til at sætte et angreb ind på Chris Froome (Sky) i løbets gule førertrøje. Men sådan gik det ikke.

- Quintana er ikke den eneste colombianske klatrer i feltet. Der er mange af os, siger Jarlinson Pantano.

Den 27-årige rytter blev først professionel i en sen alder. Han har blot kørt på World Touren i halvandet år.

Allerede i 2010 viste Pantano dog lidt af sit potentiale, da han blev nummer tre i Tour de l'Avenir, der er en slags Tour de France for U23-ryttere.

- Jeg har altid været god. Jeg blev nummer tre i Tour de l'Avenir, dengang Quintana vandt det løb, siger Jarlinson Pantano.

Søndagens etapevinder føler dog for alvor, at hans personlige udvikling har taget fart, efter at han i 2015 blev professionel hos det schweiziske AIM-hold.

- Sidste år var jeg heldig at komme op at køre på World Touren, og det har ændret mit liv.

- Jeg har fundet ud af, hvad det vil sige at være professionel. Sidste år handlede om at finde ud af World Touren, og i år har jeg udviklet mig nok til, at jeg kunne vinde i dag, siger colombianeren.

Umiddelbart før Tour de France vandt Pantano også en etape i Schweiz Rundt.

Jarlinson Pantano er selv langt efter i den samlede Tour de France-stilling, men han håber, at landsmanden Nairo Quintana kan byde Chris Froome trods.

Quintana har foreløbig holdt sig tilbage i Touren, hvor Froome uden de store sværdslag har skabt et hul på to minutter og 59 sekunder til sin colombianske rival, der indtager fjerdepladsen.

- Froome har vist, at han er stærk. Men Touren slutter først, når vi kommer til Paris.

- Alle kan have en skidt dag og miste en masse tid. Froome er en stor rytter, han har vundet to Tours, men Quintana har fortsat flere chancer, siger Pantano.

Tour de France slutter på søndag i næste uge, når feltet ruller ind mod Paris.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress