Af Ritzau - 19/06-16 17:17

FC København garderer sig ved Delaney-salgFC København garderer sig ved Delaney-salg

Tilkomsten af Jan Gregus fra Slovakiet skal sikre FC København, hvis klubben sælger Thomas Delaney.

storybild

Thomas Delaney kan være tabt for FC København, som derfor forstærkede sig med slovakisk landsholdsspiller søndag. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

FC København oprustede søndag, da klubben meddelte, at den slovakiske landsholdsspiller Jan Gregus tiltræder på en fireårig kontrakt.

Den 25-årige midtbanespiller deltager i øjeblikket i EM-slutrunden i Frankrig med sit land, og han er i høj grad set som gardering, hvis FC København ender med at sælge landsholdsspilleren Thomas Delaney.

- Da vi ikke kan være sikre på, om Thomas er til rådighed i de meget vigtige kampe, der ligger foran os, har vi selvfølgelig også ageret ved at hente Jan Gregus, der skal sikre, at vi er konkurrencedygtige i forhold til de kommende opgaver uanset udfaldet af situationen med Thomas, siger klubbens direktør Anders Hørsholt.

FC København har været i dialog med Delaney og dennes rådgivere om at forlænge kontrakten, der udløber i sommeren 2017, men midtbanespilleren ønsker ikke at tage imod tilbuddet fra FC København, da han foretrækker at blive solgt til en udenlandsk klub.

Det er der forståelse for hos FCK, hvor man regner med, at Delaney snart kan være fortid.

- Vi forventer og håber, at det lykkes, ikke mindst for Thomas, men hvis ikke, er han naturligvis fortsat velkommen hos os og fortsætter i FC København på lige fod med sine holdkammerater i den kommende sæson.

- Vi ved, at Thomas er en loyal klubmand og topprofessionel, så det ser vi ingen problemer i, siger Anders Hørsholt.

FC København indleder træningen mandag. Det bliver dog under alle omstændigheder uden Thomas Delaney, da han er på ferie til 25. juni som følge af, at han var med landsholdet i Japan tidligere i juni.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress