Af Ritzau - 19/11-16 08:38; Opdateret: 19/11-16 13:24

Viktor Axelsen taber semifinale mod presset Chen LongViktor Axelsen taber semifinale mod presset Chen Long

Viktor Axelsen pryglede den olympiske mester i andet sæt, men måtte alligevel gå fra semifinalen med nederlag.

storybild

Det er fortsat kun blevet til enkelt sejr i karrieren over Chen Long for den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen. (Billede: Reuters/Marcelo Del Pozo)

Viktor Axelsen må sande, at han fortsat har svært ved at trække sig sejrrigt ud af en badmintonkamp, når modstanderen på den anden side er Chen Long, den olympiske mester.

Akkurat som i OL-semifinalen blev kineseren lørdag stopklods for Axelsens drøm om en turneringssejr. Chen Long vandt semifinalen i Super Series Premier-turneringen China Open med 21-18, 9-21, 21-14.

Kineseren har dermed vundet ni ud af ti indbyrdes opgør mellem de to spillere.

En trøst for danskeren er, at han i både semifinalen og de andre kampe i turneringen har vist sig tættere på at ramme det niveau, der i august sikrede ham en OL-bronzemedalje.

Siden har han været ramt af træthed og formnedgang, men det synes nu at være fortid.

- Jeg er glad og tilfreds med min kamp - ja i det hele taget med hele turneringen her i Kina. Jeg har jo slæbt lidt efter, men nu føler jeg, at jeg er oppe i gear igen, siger Viktor Axelsen i en pressemeddelelse.

De to spillere viste fra start badminton på et meget højt niveau. Det kom blandt andet til udtryk i flere formidable aktioner, hvor det lykkedes dem at returnere fjerbolden på tidspunkter, hvor duellen så ud til at være tabt.

Midtvejs i første sæt fik Chen Long overhånden pointmæssigt, og da sættet skulle afgøres, havde kineseren også heldet.

To gange fik han point med hjælp fra nettet, da fjerbolden akkurat gik over på den chanceløse danskers halvdel.

Axelsen lod sig ikke ryste, og han fortsatte med at presse kineseren i andet sæt.

Fra 5-5 fik danskeren momentum, og han udnyttede kinesiske frustrationer til at bringe sig foran 10-5 og 16-7. Sættet var afgjort, og Chen Long virkede til at afskrive et potentielt comeback for at spare kræfter til tredje sæt.

I tredje sæt var billedet omvendt. Det var danskeren, der blev provokeret til at lave fejl, og Chen Long bragte sig foran 7-2.

Den kedelige start på sættet kom danskeren aldrig tilbage fra, selv om han blev ved med at presse Chen Long til at spille op til sit yderste. På kineserens første matchbold blev kampen afgjort på en dansk fejl.

- Hvis ikke jeg havde lavet de fejl i starten af tredje sæt, havde det hele nok set anderledes ud. Men sådan er det, siger Viktor Axelsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress