Af Ritzau - 26/04-16 16:22

Atleter sluger bakterier for at modstå beskidt OL-vandAtleter sluger bakterier for at modstå beskidt OL-vand

Sejlere og roere har fået undersøgt deres afføring i udviklingen af unikke piller, der skal sikre OL-succes.

storybild

Team Danmark-direktør Lone Hansen håber, at specialdesignede bakterie-piller kan give danske sejlere og roere en fordel i Rio. (Arkivfoto) (Billede: Polfoto/Buur Gunvald Sebastian)

Meget forurenet vand i Rio de Janeiro har ført til en dansk udvikling af individuelle bakterie-kapsler til sejlere og roere forud for sommerens OL.

Op mod 30 danske sejlere og roere har fået undersøgt deres afføring i udviklingen af de unikke piller.

Team Danmark-direktør Lone Hansen håber, at bakterie-pillerne kan give danskerne en fordel under OL.

- Vi ved, at der er en øget risiko for infektioner for sejlerne og roerne i vandene i Rio.

- Med de her piller kan vi hos atleterne udvikle en bakterieflora, der er stærk og styrker dem mod udefra kommende bakterier, siger Lone Hansen.

- Vi har ikke været i stand til at opsnuse, at andre lande har fundet på det her. Vi har heller ingen garanti for, at det virker. Men der er en god sandsynlighed for, at det gør dem stærkere, siger hun.

Lone Hansen fortæller, at bakterie-pillerne er et helt nyt forebyggende våben, som Danmark aldrig tidligere har taget i brug.

- De er ikke i produktion nogen steder. Almindelige personer kan ikke få fat på dem.

- Pillerne er individualiseret, og i en periode er der arbejdet med afføringsprøver fra atleterne. Man har så brugt prøverne til at dyrke egen tarmflora hos atleterne og udviklet kapsler, som atleterne kan tage nu og under legene, siger Lone Hansen.

Hun fortæller, at projektet er frivilligt, og at omkring 30 atleter har taget pillerne i et halvt års tid.

Team Danmark-lægen Thøger Persson Krogh har været involveret i bakterie-projektet, og han vurderer, at det kan få afgørende betydning for de danske sejlere og roere.

- Der er mange, der bliver syge dernede. Man kan med det blotte øje se, at vandet er møgbeskidt.

- Det er svært at undgå, at vandet sprøjter op, når man sidder i båden. Det kan man ikke undgå, siger lægen.

Hvis det bakteriefyldte vand trænger ind i kroppen, kan det få alvorlige konsekvenser for de danske sejlere og roere.

- Man risikerer at blive syg og sengeliggende, og i sidste ende kan man måske ikke deltage i konkurrencerne. Så det er alvorligt, siger Thøger Persson Krogh.

- Jeg håber ikke, at tynd mave afgør, hvordan folk klarer sig til OL, men vi vil i hvert fald gerne undgå, at vores atleter får ødelagt fire års arbejde, fordi de ikke kan stille op i konkurrencerne, siger han.

Team Danmark-lægen ønsker ikke at blive alt for detaljeret omkring det danske bakterie-projekt.

- Jeg har lyst til at sige så lidt som muligt, for vi er på et stadie, hvor vores OL-konkurrenter kan nå at gøre os kunststykket efter.

- Der er tale om nytænkning og en innovativ måde at tænke forebyggelse på, siger han.

Team Danmark-direktør Lone Hansen vurderer, at bakterie-projektet i sidste ende kan få indflydelse for de danske præstationer i konkurrencerne ved OL.

- Det vil det godt kunne.

- Har man dårlig mave og skal på toilettet, mens man sidder i en sejlbåd, så er det ikke optimalt. Hvis man kan undgå en maveinfektion, så vil det være en konkurrenceparameter, siger hun.

Danske atleter i sejlsport, roning og kajak er involveret i bakterie-projektet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress