Af Ritzau - 10/06-16 17:02; Opdateret: 10/06-16 22:07

De Gea: Det hele er løgn og jeg glæder mig til EMDe Gea: Det hele er løgn og jeg glæder mig til EM

Nogle medier beretter, at målmand David de Gea er sendt hjem fra den spanske EM-trup. Andre medier afviser.

storybild

Den spanske landsholdsmålmand David de Gea blev fredag nævnt i forbindelse med en større efterforskning af en sexsag i Spanien. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Curto De La Torre)

Allerede før EM-slutrunden fredag aften er sparket i gang, er der opstået stor dramatik omkring den spanske EM-lejr.

Først blev det flere steder fredag beskrevet, at den spanske landsholdsmålmand David de Gea var sendt hjem fra den spanske EM-trup, men senere fredag blev det afvist, før spilleren selv blev citeret for, at han bliver i EM-lejren.

- Det hele er løgn. Det er falsk, hvad der er kommet frem i pressen. Det er i mine advokaters hænder nu. Jeg er rolig. Hvis muligt, så har jeg endnu mere beslutsomhed nu (i forhold til EM, red.). Jeg ser frem til, at EM begynder, siger David de Gea ifølge Reuters.

Også over for det franske nyhedsbureau AFP afviser målmanden.

- Jeg er den første til at være overrasket over disse skriverier. Jeg benægter det. Det er falsk og intet andet. Det er løgn og falsk, siger målmanden til AFP.

Avisen The Independent berettede fredag eftermiddag, at David de Gea var sendt hjem fra slutrunden som følge af målmandens berøring med en sexsag, som fredag beskrives i flere spanske medier.

Det blev senere afvist. Sagen opstod, da den spanske avis El Diario skrev, at David de Gea var involveret i en sag tilbage fra 2012, hvor han arrangerede et møde mellem Athletic Bilbao-spilleren Iker Muniain og en prostitueret på et hotel i Madrid.

Ifølge den spanske avis skulle David de Gea ikke selv have deltaget i noget seksuelt i den pågældende sag.

Oplysninger om sagen skulle stamme fra et politibeskyttet vidne, der hævder, at to fodboldspillere skulle have forgrebet sig på hende i 2012.

Den norske avis VG skrev tidligere fredag, at også Real Madrid-spilleren Isco ifølge spanske medier skulle være nævnt i sagen.

Ifølge AFP handler sagen primært om efterforskning af en spansk pornoproducent, som blev tilbageholdt i april for påstået misbrug af mindreårige og for at have spredt børneporno, skriver AFP.

I forbindelse med den sag skulle det beskyttede vidne ifølge AFP have udtalt, at hun sammen med en anden kvinde blev tvunget til at deltage i en fest i 2012, som var arrangeret af David de Gea.

Ved denne lejlighed skulle begge kvinder have haft sex med fodboldspillere.

Vidnet talte med spansk politi første gang i juni 2015 og så igen i maj 2016.

Oplysningerne om en fest, der skulle have involveret målmanden, kommer alene fra udtalelser fra vidnet, der ikke har nævnt David de Gea som en af de spillere, hun skulle have haft sex med, skriver AFP.

Iker Muniain reagerede senere fredag på Twitter, hvor han kaldte beskyldningerne "fuldstændigt falske".

- I de næste dage vil jeg udpege en advokat, der kan forsvare min ære.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress