Af Ritzau - 11/09-16 21:32

Skuffet AaB-træner: Brøndby sparker bare lange boldeSkuffet AaB-træner: Brøndby sparker bare lange bolde

AaB-træner Lars Søndergaard mener, at marginaler gjorde, at AaB ikke fik point fra topopgøret mod Brøndby.

storybild

AaB's træner Lars Søndergaard uddelte stikpiller efter nederlaget til Brøndby. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

AaB tabte søndag aften et chancerigt topopgør mod Brøndby med 0-1 på Nordjyske Arena.

Efter kampen uddelte AaB-træner Lars Søndergaard stikpiller til gæsterne for deres måde at spille på.

- Det var lige så tæt og intenst, som jeg forventede, det ville være. Det var marginalt, at Brøndby står som vindere og ikke os, siger Lars Søndergaard.

- I dag sparkede Brøndby bare lange bolde og vandt andenbolde. Det er den måde, de spiller på, og det er en fuldstændig modsætning til den type fodbold, de tidligere har spillet, siger han.

Lars Søndergaard kunne godt mærke, at det var et anderledes og mere selvtillidsfyldt Brøndby-hold, end man er vant til at se i Aalborg.

- Der er en meget større harmoni i holdet. De arbejder benhårdt. Det er klart, at sammenholdet vokser med deres succes. Det mærkede vi også på Brøndby-holdet, siger han.

Brøndby plejer ellers at være et nemt bytte for AaB i Aalborg, men denne gang lykkedes det ikke for nordjyderne at overvinde de blågule.

Gæsterne kom foran tidligt i opgøret, og selv om begge hold havde chancer til flere scoringer, blev det kun ved det ene mål.

Dermed tabte AaB et skridt i topkampen. Lars Søndergaards tropper er efter otte kampe tre point efter FC København og Brøndby, der begge har hentet 18 point.

AaB-angriberen Thomas Enevoldsen havde muligheden for at udligne Brøndbys føring i anden halvleg, men han missede en friløber mod Brøndby-keeper Frederik Rønnow.

Enevoldsen mente dog, at sejren til Brøndby var fortjent nok.

- Set over hele kampen var Brøndby et bedre hold end os. Vi virkede lidt bange for deres høje pres i starten af kampen, men vi skal spille vores spil, for når vi gør det, er vi de bedste i Danmark til det.

Thomas Enevoldsen ser dog ikke Brøndbys sejr i Aalborg som et billede på de to holds styrkeforhold.

- De har været inde i en god periode nu, men kommer de ind i en mindre god periode, ved vi ikke, hvordan de mentalt klarer det. Der har vi før set, at det kan ramle rigtigt hurtigt derovre, påpeger han.

AaB er placeret på fjerdepladsen i Superligaen. Nordjyderne skal i næste spillerunde en tur til Lyngby.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress