Af Ritzau - 09/10-16 17:44

Danmark slutter Golden League med store norske kløDanmark slutter Golden League med store norske klø

For anden dag i træk blev Danmark overmatchet i Golden League. Det resulterede i et stort nederlag til Norge.

storybild

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen så igen sit hold blive kørt over ved Golden League. (Billede: Scanpix/Frank Cilius)

Det blev på ingen måde spændende, da Danmarks kvindelige håndboldlandshold søndag spillede den tredje og sidste kamp ved Golden League på hjemmebane.

For anden dag i træk blev Danmark kørt over i første halvleg, denne gang af Norge, der vandt hele 31-19 i Horsens efter en føring på 15-7 ved pausen.

Norge vinder Golden League med tre sejre i tre kampe. Frankrig slutter med to sejre efter søndagens 24-22-sejr over Ruslands OL-guldvindere.

Danmark bliver nummer tre med en enkelt sejr, mens Rusland må tage hjem med tre nederlag i bagagen.

Efter torsdagens gode præstation i 32-22-sejren over Rusland og lørdagens nedtur i 20-27-nederlaget til Frankrig skulle Danmark have oprejsning i søndagens klassiske opgør mod Norge.

Men lige som mod Frankrig lørdag kom det danske hold dårligt fra start, og det blev bare værre og værre, som halvlegen skred frem.

Selv om Emily Stang Sando i Norges mål først få minutter før pausen havde sin første redning, scorede Danmark blot syv mål i første halvleg.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen forsøgte at justere, da han tidligt tog venstrebacken Anna Sophie Okkels ud til fordel for Kristina Kristiansen, men det hjalp ikke.

Danskerne begik talrige tekniske fejl, og nordmændene var ikke en gang super skarpe til at udnytte dem.

I målet havde Christina Elm fået chancen fra start, men hun fik ikke meget hjælp fra sit forsvar, der agerede passivt.

Da anfører Stine Jørgensen vred om på foden efter 21 minutters spil og måtte udgå, lignede Klavs Bruun Jørgensen en, der holdt vejret.

Landstræneren må i forvejen undvære de skadede Line Jørgensen og Anne Mette Hansen i bagkæden.

Fra begyndelsen af anden halvleg kom Sandra Toft ind i målet, og spillere som Sarah Iversen og unge Mie Højlund fik spilletid.

Det danske forsvar, der var langt fra idealopstillingen, var nærmest ikke-eksisterende.

Norge blev ved med at øge føringen, og det endte med en ydmygelse.

Klavs Bruun Jørgensen kan se tilbage på en turnering, der begyndte godt, men som endte meget skidt i opgørene mod de tre bedste hold ved OL i Rio.

Til EM i Sverige i december kan landstræneren håbe på at få flere bærende spillere tilbage, men de øvrige hold ved Golden League manglede også flere profiler.

Set i det lys må Klavs Bruun Jørgensen være bekymret over, at hans hold ikke havde mere at stå imod med, da holdet fik tidlig modgang mod både Frankrig og Norge.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress