Af Ritzau - 10/08-16 19:11

Suveræn Rikke Møller svømmer sig i OL-semifinaleSuveræn Rikke Møller svømmer sig i OL-semifinale

Den danske verdensrekordindehaver havde ingen problemer med at nå semifinalerne i 200 meter bryst i Rio.

storybild

Olympic Village i Barra, Rio de Janeiro d. 4. august 2016. Pressemøde med de danske atleter. Svømmer Rikke Møller Pedersen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen viste klassen, da hun vandt sit indledende heat i 200 meter bryst ved OL i Rio.

Med tiden 2 minutter og 22,72 sekunder var der ingen tvivl om, at danskeren blev klar til semifinalerne i favoritdisciplinen, selv om der resterede to heat efter danskerens, og Rikke Møller Pedersens tid viste sig også at være den hurtigste af alle i vandet.

Det danske medaljehåb er indehaver af verdensrekorden på distancen, og hun lagde ud som næsthurtigste efter de første 50 meter i tiden 32,85 sekunder.

Andenpladsen blev holdt, inden Rikke Møller Pedersen tog fra og vandt foran Molly Renshaw fra Storbritannien og Jessica Vall Montero fra Spanien, som blev nummer tre.

Rikke Møller Pedersen fik dermed hurtig oprejsning, efter at det ikke lykkedes at nå med i finalen på den halve distance.

I 100 meter bryst opnåede danskeren blot den 10.-bedste tid i semifinalerne, hvor de otte bedste gik videre.

Der svømmes semifinaler i 200 meter bryst natten til torsdag.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress