Af - 13/04-15 07:29

Bænket Emil Larsen: - Jeg fortryder ikke nogetBænket Emil Larsen: - Jeg fortryder ikke noget

Efter en turbulent uge står OB-spilleren fast på sin sag. Søndag svarede han for sig efter OB-sejr.

storybild

Emil Larsen startede på bænken. (Billede: Polfoto/AP)

Emil Larsen står fast. Efter at være blevet svinet til af vrede fans, efter fem dages betænkningstid, efter en tur på bænken.

- Jeg fortryder ikke noget, lød det i går fra OB-spilleren til metroxpress om en turbulent uge i kølvandet på hans svada mod klubbens fans: 'De hader mig, jeg hader dem. Sådan er det.'

LÆS OGSÅ: OB-profil: Jeg kan ikke lide vores fans

Søndag fik han godt 20 minutter, da OB næsten reddede superliga-livet med en 2-1-sejr over FC Nordsjælland i går. Og omringet af journalister svarede han efterfølgende (kort) for sig – også selv om en OB-pressemedarbejder brød ind med et 'skal vi stoppe her?'

- Nej, det er fint nok, lad os snakke, svarede Emil Larsen.

Om hele fan-konflikten:
- Ærlig talt bruger jeg ikke så meget tid på det. Det rører mig ikke så meget. Det bliver gjort til en større sag, end jeg lagde op til.

Om at være sat på bænken?
- Det er fair nok, for min præstation har ikke været god nok, men jeg er stadig utilfreds.

LÆS OGSÅ: Superligaspiller skadet efter slagsmål til træningen

Om at OB-fansene klappede og sang 'Emil Larsen olé olé …', da han løb på banen?
- Jeg ved jo ikke, hvad hensigten var. Hvis den var god, så er det selvfølgelig glædeligt. Men jeg kan jo ikke stå her og svare på, hvad hensigten var. Nu har vi en hjemmekamp næste gang, så må vi se, hvordan de har det til den tid.

Om at ville blive i OB?
- Jeg har kontrakt til sommeren 2016. Det er det, jeg forholder mig til. Men det er klart, at jeg har ambitioner om at prøve mig af på højt niveau.

Om at gå direkte i omklædningsrummet i stedet for at løbe med holdkammeraterne ned til OB's fans efter kampen mod FCN?
- Det gør jeg altid. Det gjorde jeg for 10 kampe siden, og det gjorde jeg også i dag. I lægger lidt for meget i det.

LÆS OGSÅ: OB-stjerne i slåskamp med holdkammerat: - Det er utrolig dumt

Det var første gang i sæsonen – efter 23 af 23 mulige startpladser – at Emil Larsen i går var på bænken. Ifølge OB-træner Ove Pedersen var det dog ikke på grund af episoden med fansene:

- Det er fordi manden mangler selvtillid og ikke har performet. Vi stillede i stærkeste startopstilling, sagde Ove Pedersen efter kampen.

Har du overvejet at give ham en længere pause?
- Det kan man ikke. Han skal ikke tages ud for at markere et eller andet, for man kan ikke sætte en tidshorisont på. Han skal ud i det alligevel, og konfrontation er altid en god ting. Emil er en vigtig spiller for OB og har kontrakt et helt år endnu, sagde Ove Pedersen.

Emil Larsen var fri, men fik ikke bolden.

Emil Larsen kunne have sluttet gårsdagens kamp mod FCN helt anderledes. Tomålsskytten Martin Spelmann jagtede i de sidste sekunder hattricket i stedet for at trille bolden ind til en helt fri Emil Larsen foran mål.

- Det ærgrer mig nu. Det er jo helt åndssvagt – især fordi der har været så meget snak og skriveri – for jeg kunne jo have sat ham i gang, men det løber man jo ikke og tænker på derinde, sagde Martin Spelmann.

Emil Larsen: - Jeg gider ikke stå og sige alt muligt, men jeg var fri og ville gerne have haft bolden.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress