Af Ritzau - 25/08-16 09:37

Nyt Dortmund skal følge Bayern til dørs i ny sæsonNyt Dortmund skal følge Bayern til dørs i ny sæson

Borussia Dortmund har solgt tre spillere og købt otte. Holdet vil jagte Bayern München i den nye sæson.

storybild

Dortmunds Gonzalo Castro og Bayern Münchens Thomas Müller laver fodboldballet i den tyske Super Cup forleden. I den kommende sæson skal Dortmund jagte de seneste fire års mesterhold, Bayern München. (Billede: Scanpix/Patrik Stollarz)

Når den nye bundesligasæson begynder i Tyskland fredag aften, vil Borussia Dortmund være klar til at bide Bayern München i haserne gennem hele sæsonen.

Det mener i hvert fald den tidligere toptræner Ottmar Hitzfeld, som i sin trænerkarriere har prøvet at stå i spidsen for begge klubber.

- Jeg er overbevist om, at Dortmund vil være seriøse konkurrenter. Holdet jagter Bayern München og har gjort nogle meget kloge indkøb, siger Hitzfeld ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bayern München vandt mesterskabet for fjerde år i træk i sidste sæson. Borussia Dortmund sluttede på andenpladsen med 10 point færre.

Alligevel ville Dortmunds 78 point have været nok til at vinde Bundesligaen i 49 af de 53 år, ligaen har eksisteret.

Borussia Dortmund solgte i sommerpausen Mats Hummels til netop Bayern München. Samtidig blev yderligere to af holdets topnavne Ilkay Gündogan og Henrikh Mkhitaryan solgt til henholdsvis Manchester City og Manchester United.

Til gengæld er stjerner som André Schürrle og Mario Götze kommet til. Sidstnævnte er vendt tilbage fra Bayern med det formål at bringe karrieren tilbage på ret spor.

- Jeg havde det ikke let i Bayern. Nu vil jeg spille så mange kampe som muligt for at få så meget ud af mig selv som muligt og hjælpe holdet, sagde Mario Götze, da han vendte tilbage til holdet med de velkendte gule og sorte farver.

Op til denne sæson har Borussia Dortmund også hentet Marc Bartra i FC Barcelona og portugiseren Raphael Guerrero, der var med til at vinde EM for sit land. De to vil styrke defensiven og det samme vil midtbanespilleren Sebastian Rode, som er hentet i Bayern München.

Tyrkeren Emre Mor, der har dansk opvækst og fortid i FC Nordsjælland, er et ungt og ubeskrevet nyt Dortmund-navn i forhold til de øvrige, men har store forventninger knyttet til sig.

Borussia Dortmund indleder sæsonen mod Mainz lørdag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress