Af Ritzau - 10/11-16 16:01

Hareide forventer at skulle nedbryde ottemandsforsvarHareide forventer at skulle nedbryde ottemandsforsvar

Landstræner Åge Hareide regner med, at Kasakhstan vil være defensivt indstillet i Parken fredag aften.

storybild

Landstræner Åge Hareide forventer et defensivt Kasakhstan-mandskab. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

Danmark kommer i udpræget grad til at skulle nedbryde et defensivt indstillet hold, når Kasakhstan fredag aften gæster Telia Parken i VM-kvalifikationen.

Det forventer landstræner Åge Hareide. Han tror, at modstanderen vil pakke sig mere sammen end Montenegro, der for en måned siden sejrede 1-0 mod Danmark samme sted.

- Jeg tror, de vil forsvare sig med otte spillere og ikke bare seks. Så for os handler det om at spille meget hurtigt.

- Senere i dag (torsdag) skal vi teste underlaget i Parken, og så må vi se, hvordan det er bedst for os at spille. Måske skal vi spille mere simpelt, siger Åge Hareide.

Han betegner samlingen som en succes, da spillerne har haft mulighed for at restituere og onsdag havde en træning med megen kvalitet.

Nu er truppen begyndt at indstille sig på fredagens modstander.

- Vi har talt om, hvad vi skal gøre. Vi forventer at have bolden meget og igen vil få mange indlæg, hjørnespark og frispark. Dem havde vi op imod 100 af i de seneste to kampe.

- Derfor bliver det vigtigt, hvordan vi håndterer spillet på banens sidste tredjedel. Men vi skal også være påpasselig over for modstanderens kontraforsøg, siger landstræneren.

Han melder alle mand klar til kampen. Riza Durmisi er blevet sine problemer kvit, mens Jannik Vestergaard har fået et slag på foden og derfor tager den med ro ved torsdagens træning, fortæller landstræneren.

Han vil dog ikke røbe nogle af spillerne til startopstillingen.

- Vi stiller med en keeper på mål, afviger han og ville ikke sætte navn på tre nøglespillere til opgøret, som han ellers blev opfordret til.

Kampen begynder klokken 20.45. Danmark er pisket til sejr for at holde liv i håbet om en VM-billet efter blot at have hentet tre point i de første tre kampe.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress