Af Ritzau - 13/05-16 11:44

Ishockeyprofiler koster en kvart million i VM-forsikringIshockeyprofiler koster en kvart million i VM-forsikring

NHL-spillerne tegner sig for 80 procent af ishockeyunionens forsikringsomkostninger ved VM i Rusland.

storybild

Jannik Hansen er den dyreste dansker at forsikre ved VM. (Billede: Reuters/Grigory Dukor)

Det er langt fra gratis for Danmarks Ishockey Union (DIU) at stille med et stærkt landshold ved VM.

Den danske trup i Moskva rummer fire spillere, der er tilknyttet NHL-klubber, og hver gang en NHL-spiller siger ja tak til at stille op for Danmark, skal DIU have tegnebogen frem for at tegne ekstra forsikringer for de vellønnede profiler.

- Vi lander på lige over en kvart million kroner alene i forsikringer til dette VM. Heraf står NHL-spillerne for knap 200.000 kroner, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen, der står for kontakten til klubberne.

- Vi får bare et beløb, vi skal betale. Man tager den løn, spilleren har tilbage i kontraktperioden, og laver en forsikring i henhold til det, forklarer han.

Den dyreste landsholdsspiller ved dette års VM er Jannik Hansen, der alene koster omkring 150.000 kroner at forsikre.

En del af den sum bliver dog dækket af Den Internationale Ishockeyunion, IIHF, der har en interesse i at se så mange profiler som muligt ved VM.

DIU har afsat et fast beløb i budgettet til VM-forsikringer, men selv hvis det skulle blive overskredet, er det svært at forestille sig, at man må sige nej til NHL-spillere, der melder sig klar til landsholdet.

- Spillere får man jo altid råd til. Klubberne har jo også altid råd til at hente en ekstra udlænding ind på holdene. Så sparer man andre steder, siger Kim Pedersen.

Mens dette års VM-udgifter svarer nogenlunde til gennemsnittet, kan efterårets OL-kvalifikation til gengæld blive en dyr affære.

Her råder landsholdet for første gang nogensinde over samtlige NHL-spillere, og det vil kunne ses på regningen.

- Jeg har lavet et overslag, der lyder på halvanden million kroner, siger Kim Pedersen.

- Vi har skåret i andre aktiviteter i år, så vi får tingene til at hænge sammen. Vi skal give det et skud, for vi kommer formentlig aldrig til igen at kunne spille med alle vores nordamerikanske spillere på en gang.

DIU får hjælp af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark til at klare udgifterne, og måske er der yderligere en økonomisk håndsrækning på vej.

To uger efter OL-kvalifikationen skal mindst fire danske NHL-spillere optræde på Team Europe ved World Cup, som NHL arrangerer.

DIU's formand, Henrik Bach Nielsen, håber at lande en aftale om, at NHL forlænger World Cup-spillernes forsikring med et par uger, så de også dækker OL-kampene.

- Hvis det ender med at blive sådan, kommer det til at spare os for en hel masse penge, siger Kim Pedersen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress